En knurhane har ingen fjer og galer ikke
Prøv Nikolaj Kirks opskrift på Knurhane i middelhavs-marinade med spidskommen og hvidløg. Fagbladets 4 testkokke-familier er begejstrede.
Knurhane i middelhavs-marinade med spidskommen og hvidløg. I Danmark har vi to slags knurhaner, den grå og den røde. De er begge bundfisk og lever et stille liv på havets pulserende landevej, altså bunden.
Navnet kommer fra den knurrende lyd, de giver fra sig ved at sætte svømmeblæren i svingninger. Når man skal bruge knurhanen i køkkenet, kommer man ikke udenom, at den grå knurhane er knap så interessant som sin røde halvbror. Smagen er såmænd helt o.k. i den grå, men den røde knurhane har altså mere bid, sødme og rundhed i smagen og derved en større oplevelse i køkkenet.
Du kan godt stege knurhanen som hel fisk med hoved, ben og finner. Hvis du vil prøve det, så lav bare marinaden i denne opskrift og vend så dine hele fisk i. Steg dem så ved høj varme på en pande og placer dem i et ildfast fad og bag godt 12 minutter i ovnen ved 200 grader.
Hvis du ikke kan finde knurhanen i fiskebutikken, kan makrel, multe, laks eller havbars bruges på helt samme måde som i opskriften.
God fornøjelse.
Køkkenet er mit
Postbudet Sebastian regerer i køkkenet, når middagsmaden skal tilberedes. En fornøjelse, siger kæresten, der passer hus og barn imens.
For mange kokke fordærver maden, siger et gammelt ordsprog. Og sådan er det også hjemme hos Sebastian Nielsen og kæresten Tina i Viby Jylland. Her er det Sebastian, der hver dag står for at lave mad til parret og den næsten et år gamle datter, Matilde.
- Jeg vil bare være alene, når jeg laver mad. Når Tina er i køkkenet samtidig, kan jeg blive helt vildt irriteret, siger Sebastian.
Han finder først inspirationen til middagsmaden, når han står nede i supermarkedet, og som regel er det klassisk dansk mad, der ryger indenbords. Men også eksotiske retter, han har stiftet bekendtskab med på rejser rundt i verden er populære. Især nudelpizza, som Sebastian smagte på en rejse til Singapore.
- Det er helt klart en af vores livretter. Man skal bare huske, at det skal være karrynudler, for det er de bedste, siger Sebastian.
Han har altid været glad for at lave mad, og derfor overlader Tina med glæde køkkenet til ham.
- Inden jeg mødte Sebastian, var jeg mest til spaghetti med kødsovs, men det har jeg ikke fået i nogen år nu. Det er en fornøjelse, når vi skal spise, for jeg kan se, at Sebastian gør noget ud af det, siger hun.
Mens Sebastian laver mad, ordner hun til gengæld huset, og holder øje med datteren.
Om dagens ret
Beslutningen om at lave knurhane blev taget spontant en lørdag eftermiddag. Men fisken var ikke til at opdrive, så Sebastian valgte at lave retten med laks i stedet.
- Normalt er jeg ikke til laks, men marinaden fik mig omvendt, fortæller Sebastian.
Også Tina og Matilde var vilde med retten, og familien er enige om, at det bestemt ikke er sidste gang, at retten har været på menuen.
Kaj Keldorff, ansat i Vej & Park i Nordborg:
Det er en god og nem ret, og den smager godt, selvom vi ikke kunne få grå knurhane.
Arne Jensen, chauffør fra Esbjerg:
En meget lækker ret, der gav en rigtig god duft under tilberedelsen. Den ret skal helt sikkert laves igen, når vi ser knurhane nede hos fiskehandleren.
Jan Thim, industrioperatør fra Svendborg:
Vi fik ikke fat i knurhane, men tog laks i stedet. Vi var alle enige om, at retten smagte pragtfuldt.