Træn med elastikker i kaffepausen
Motion:
Træningsøvelser med en elastik er simple og hurtige. Og kun to minutters træning om dagen gør en forskel. Få inspiration til træningen her.
To minutters træning med en elastik om dagen giver en mærkbar effekt. (Foto: Viivaa.dk) To minutters træning om dagen.
Mere skal der ikke til for at fortrænge smerter i nakke og skuldre, hvis man laver øvelser med en elastik.
Så træningen kan klares sammen med kollegerne i en kaffepause eller før frokosten.
Og kroppen har godt af øvelserne. Forskere fra Det Nationale Center for Arbejdsmiljø har dokumenteret, at to minutters træning om dagen er nok til at mindske smerter i nakken og skuldrene.
Her er der fire øvelser, som hjælper mod smerter.
Passer til jobbet
Stine Moesmand er ergoterapeut hos sundhedsportalen viivaa.dk. Hun mener, at træning med elastikker passer godt til arbejdspladsen.
- I løbet af en arbejdsdag, hvor tiden er knap, og medarbejderne måske er på farten, giver træningselastikker mulighed for kortvarig, effektiv og skånsom træning. Medarbejderne kan benytte træningselastikkerne alene eller i fællesskab med deres kollegaer, siger Stine Moesmand.
Hjælper mange
Elastikkerne hjælper mest mod smerter i nakken og skuldrene. Men træningen kan også gøre godt mod smerter andre steder i kroppen.
- Jeg har oplevet, at ansatte inden for stort set alle faggrupper har gavn af træningselastikker. Og der er ingen tvivl om, at de kan være med til at mindske de gener og smerter, som mange oplever som følge af deres arbejde, siger Stine Moesmand.
Her er der eksempler på flere øvelser.
En elastik til træning koster typisk mellem 100 og 200 kroner.