Øget kontrol skal stoppe illegale chauffører

Snyd: I efteråret er transportfirmaer blandt nye mål for razziaer og kontrol, når SKAT, politi og Arbejdstilsyn rykker ud i fælles indsats mod snyd med udenlandsk arbejdskraft.

Transportfirmaer skal tjekkes for snyd og fusk, når myndighederne rykker ud på razziaer i efteråret. På billedet ses politiet i lignende aktion mod ulovlig avisdistribution. (Arkivfoto)Transportfirmaer skal tjekkes for snyd og fusk, når myndighederne rykker ud på razziaer i efteråret. På billedet ses politiet i lignende aktion mod ulovlig avisdistribution. (Arkivfoto)

Fup, snyd og lovbrud i transportbranchen er blandt målene, når SKAT, politi og Arbejdstilsyn går efteråret i møde.

Dermed kan transportfirmaer, der har ondt i moralen, se frem til øget kontrol. Blandt andet i stil med de razziaer, der slog ned på hoteller, restauranter og byggepladser i foråret.

Her var indsatsen rettet mod illegal arbejdskraft, ulovlige arbejdsforhold, snyd med skat og fusk med moms. Og det er det fokus, der nu bredes ud, så endnu flere brancher bliver mål. Herunder transportområdet. Det oplyser tilsynschef hos Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen, der står for koordinering af den fælles indsats.

3F: Vi vil gerne hjælpe

3F's Transportgruppe ser frem til, at der kommer skærpet kontrol. Og 3F gør klar til at hjælpe med oplysninger.

- Transporten er hårdt ramt af snyd, fusk og løndumping. Budfirmaer og transport af varer i varebiler er et af de områder, hvor vi ser frem til en indsats, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Han oplyser, at 3F gerne vil hjælpe myndighederne. Derfor har 3F's transportgruppe bedt 3F's afdelinger om oplysninger, når det gælder firmaer, der kan være interessante mål for kontrol.