Kolding Kommune taber sager om sygedagpenge
Falck Jobservice har ulovligt taget sygedagpenge fra borgere i Kolding Kommune, fastslår ankenævn i flere sager.
23-årige Heidi Olsson har fået stoppet sine sygedagpenge af Falck Jobservice. Men firmaets afgørelse ”gælder ikke” vurderer ankenævnet, som kræver en ny kendelse. (Foto: Jens Bach) Mindst en håndfuld borgere i Kolding Kommune har mistet deres sygedagpenge på et ulovligt og ugyldigt grundlag. Det slår Beskæftigelsesankenævnet fast i en række afgørelser, som er truffet inden for de seneste par måneder.
Borgerne er blevet frataget deres sygedagpenge af Kolding Kommunes faste samarbejdspartner firmaet Falck Jobservice, som er en del af Falck-koncernen. Men en privat aktør må ikke træffe myndighedsafgørelser på vegne af en kommune, erklærer ankenævnet.
23-årige Heidi Olsson, som tidligere har arbejdet på vaskeri i hen ved fem år, har fået stoppet sine sygedagpenge af Falck Jobservice. Men firmaets afgørelse ”gælder ikke”, vurderer ankenævnet, som kræver en ny kendelse.
- Jeg troede, at kommunen havde styr på det, men det har den ikke. Mit hus er på vej på tvangsauktion, og jeg spekulerer hver dag over, hvad der skal ske. Det er meget frustrerende, at mig sag endnu ikke er afgjort. Jeg synes ikke, at Kolding Kommune behandler folk ordentligt, siger Heidi Olsson, som lever af kontanthjælp.
Kommunen anker
Kolding Kommune er ikke enig i Beskæftigelsesankenævnets afgørelse i Heidi Olssons sag og har klaget til Ankestyrelsen.
- Vi mener stadig, at vi har håndteret sagerne fuldstændig korrekt. Vi har anket sagerne til Ankestyrelsen. Jeg har ikke flere kommentarer, siger Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune.
Dermed kan der gå flere måneder, før der kommer en afgørelse i blandt andre Heidi Olssons sag - alt imens hendes hus hastigt er på vej på tvangsauktion.
Nyhedsbrevet 3F afslørede forleden, at Randers Kommune er i gang med at genoptage omkring 125 borgeres sager om sygedagpenge. I disse sager har de to private firmaer Falck Healthcare og Ressourcekonsulenter truffet afgørelserne for kommunen. Men det er ulovligt ifølge både Ankestyrelsen og Beskæftigelsesankenævnet.