Tandlægers eksklusivaftaler skal udbores

Dansk Folkeparti fastholder, at også selvstændige og arbejdsgivere skal omfattes, hvis partiet skal støtte lovforslaget mod eksklusivaftaler.

Tandlægers overbetaling er et godt eksempel på hvor skidt eneret er, mener Dansk Folkeparti. Arkivfoto: ScanpixTandlægers overbetaling er et godt eksempel på hvor skidt eneret er, mener Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Scanpix

Om få uger skal Folketinget behandle regeringens forslag om at forbyde eksklusivaftaler for lønmodtagere., Dansk Folkeparti støtter principielt forslaget, men arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted er stærkt utilfreds med, at forslaget ikke medtager selvstændige og arbejdsgivere.

Han peger på, at Ekstra Bladet i de seneste dage har afsløret, at tandlæger tager overpriser for at lave huller og kroner i tænderne på kunderne.

Hvis det er rigtigt, kan det skyldes Dansk Tandlægeforenings eneret - altså eksklusivret - på at udføre tandlægearbejdet, påpeger Bent Bøgsted.


Lovforslag i strid med tidligere beslutning

- Det ser ud til, at de danske tandlæger udnytter deres eneret til at tage for høje priser. Hvis det er tilfældet, er det et godt argument for at udvide regeringens forslag om at forbyde eksklusivaftaler blandt lønmodtagere til arbejdsgivere som tandlæger, siger Bent Bøgsted til Fagbladet/sid.dk.

Han er voldsomt utilfreds med, at regeringen kun har fremsat lovforslag, der dækker lønmodtagere. Det er nemlig i strid med et beslutningsforslag, som blev vedtaget i foråret 2002. Her blev regeringen pålagt at fremsætte lovforslag, der inkluderede både lønmodtagere og arbejdsgivere, påpeger Bøgsted.


Regeringen beskytter arbejdsgiverne

- Det ser ud til, at regeringen beskytter arbejdsgiverne, når de kun tager lønmodtagerne med i lovforslaget, og det bryder jeg mig ikke om, siger Bent Bøgsted

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører har tidligere foreslået, at regeringen burde udsætte lovforslaget, indtil det kunne omfatte både lønmodtagere og arbejdsgivere som tandlæger, advokater og læger.

Bent Bøgsted vil endnu ikke gætte på, om Dansk Folkeparti alligevel i sidste ende vælger at stemme for regeringens forbud, som forventes at blive førstebehandlet i Folketinget den 31. januar.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har bebudet, at eksklusivaftaler hos advokater og læger skal undersøges af Sundhedsministeriet og Justitsministeriet.