Ny tvivl om indgreb mod eksklusivaftaler
Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl og arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted har ikke indbyrdes afstemt partiets holdning.
Bent Bøgsted fastholder kravet om en karensperiode på syv år. Arkivfoto: Scanpix På to dage er det lykkedes Dansk Folkeparti at komme med to vidt forskellige meldinger om det lovforslag om eksklusivaftaler, regeringen fremsætter senere på ugen. Principielt støtter Dansk Folkeparti et forbud mod eksklusivaftaler, men der er intern uenighed om, hvad partiet skal have til gengæld for at lægge de nødvendige stemmer til.
Dansk Folkeparti frygter, at billig arbejdskraft fra de nye EU-lande snart vil strømme til Danmark, og uden eksklusivaftaler vil det blive sværere at kontrollere, om især uorganiserede arbejdsgivere overholder overenskomsterne.
Derfor har partiet foreslået, at der skal gå syv år, før borgere fra de nye medlemslande frit kan søge arbejde i Danmark.
Vil have garanti mod indvandring
Det har regeringen afvist, og det er Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende parat til at acceptere.
- Allerhelst så vi stadig, at Danmark fik en overgangsordning på syv år. Men når det ikke kan lade sig gøre, må vi som minimum have en garanti for, at vi kan lukke for indvandringen, hvis det danske arbejdsmarked løber løbsk, eller det viser sig, at arbejdstagerne fra Polen og de andre nye EU-lande belaster de danske velfærdsydelser, sagde han tirsdag til Ritzaus Bureau.
Ordfører mod gruppeformand
Dermed er Kristian Thulesen Dahl med på regeringens afværgeforslag, der går ud på at overvåge udviklingen - og så gribe ind, hvis det viser sig nødvendigt. Men dagen forinden blev den løsning afvist af Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted i et interview med SiD's Fagbladet.
- Det bliver den almindelige lønmodtager, det kommer til at gå ud over, hvis vi ikke laver en beskyttelsesordning på forhånd. Vi vil have en overgangsordning. Vi stemmer ikke for regeringens forslag om sikkerhedsmekanisme til gengæld for vores eget forslag. Det gør vi ikke, sagde han.
Væk med alle eksklusivaftaler
Desuden mener Bent Bøgsted ikke, at regeringens forslag er vidtgående nok. I første omgang vil regeringen kun forbyde eksklusivaftaler for lønmodtagere, mens de aftaler, der tvinger blandt andet advokater, læger og tandlæger til at være organiseret, ikke er omfattet af lovforslaget.
- Lovforslaget lever ikke op til det beslutningsforslag, vi oprindeligt støttede. Vi ønsker en generel afskaffelse af aftalerne. Det er jo svært at forsvare, at nogle må, mens andre ikke må have de aftaler, siger Bent Bøgsted til Fagbladet, der udkommer onsdag.
Læs mere om eksklusivaftaler i det nye nummer af Fagbladet.