Ny hotline om mobning på vej

Arbejdstilsynet regner med at åbne linjen inden sommerferien, som skal rådgive både ofre, kolleger og virksomheder.

Arbejdstilsynet åbner snart en hotline, der skal give gode råd til både ofre, kolleger og virksomheder.Arbejdstilsynet åbner snart en hotline, der skal give gode råd til både ofre, kolleger og virksomheder.

Gode råd om mobning skal nu højest være et telefonopkald væk. Arbejdstilsynet er i øjeblikket i fuld gang med at få skruet en mobbe-hotline sammen.

Her skal mobbeofre, pårørende og vidner til mobning på arbejdspladsen kunne ringe ind. Også virksomheder, der har eller vil forebygge mobbeproblemer, skal kunne få råd og vejledning.

- Vi regner med at have hotlinen klar inden sommerferien, siger kontorchef Jeanne Borgqvist i Arbejdstilsynet.

Tanken er, at tilsynsførende med speciale i psykisk arbejdsmiljø skal sidde ved telefonen. Hvornår og hvor mange timer, linjen skal være åben, er endnu på tegnebrættet, forklarer Jeanne Borgqvist.

Arbejdstilsynet har i øjeblikket ikke andre hotlines. Der findes dog en såkaldt helpdisk i forbindelse med sygefravær.

Det er beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der har “bestilt" hotlinen.


Sprængfarlig bombe

Foreningen “Voksenmobning Nej Tak!" har allerede en mobbe-hotline. Og formanden Gitte Strandgaard vil gerne samarbejde.

Hun mødes mandag med tilsynet for at fortælle om foreningens erfaringer.

Hotlinen er åben to timer onsdag aften. Men næsten dagligt kontaktes formanden og andre fra bestyrelsen på mobil eller mail.

- Regeringen skal på banen. Initiativer mod mobning skal komme fra øverste top, så problemet bliver mere italesat, siger Gitte Strandgaard.

- Psykisk arbejdsmiljø er en sprængfarlig bombe. Derfor er det så vigtigt at få sat ord på, hvad der sker. Men i virkeligheden er det meget enkelt, fremhæver hun:

- Ledelsen skal gribe ind, og de ansatte skal sige fra, både hvis de selv og andre bliver mobbet. Bukker alle nakken, ender det med, at folk bliver syge og til sidst fyret.