Minister kræver færre rygskader om tre år

Beskæftigelsesministeren ventes at fastsætte et treårigt mål om ti procent mindre sygefravær forårsaget af blandt andet ondt i ryggen.

Beskæftigelsesministeren vil i løbet af meget kort tid fastsætte et 2010-mål om ti procents reduktion i det samlede sygefravær på grund af muskel- og skeletbesvær.  (Arkivfoto.)Beskæftigelsesministeren vil i løbet af meget kort tid fastsætte et 2010-mål om ti procents reduktion i det samlede sygefravær på grund af muskel- og skeletbesvær. (Arkivfoto.)

Selvom skader i blandt andet ryg, arme og skuldre koster samfundet milliarder i langtidssygefravær, er problemet det eneste, der ikke blev fastsat konkrete mål for forbedringer for i regeringens arbejdsmiljøplan 2010. Årsagen er tomgang i Arbejdsmiljørådet. For selvom arbejdsmarkedets parter tilbage i oktober 2005 fik forlænget fristen for at indstille de fælles mål til april i år, har man ikke kunnet løfte opgaven. 18 måneder er spildt, og nu har beskæftigelsesministeren mistet tålmodigheden. Efter hvad Nyhedsbrevet 3F erfarer, vil han i løbet af meget kort tid fastsætte et 2010-mål om ti procents reduktion i det samlede sygefravær på grund af muskel- og skeletbesvær. Det sker efter en fælles indstilling fra Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Og vil kræve en bred forebyggende indsats, især over for arbejde som er fysisk nedslidende. - Der er spildt al for megen tid, hvor vores medlemmer kunne have været lettet for nogle af deres daglige belastninger. Derfor er det glædeligt, at forskningen og myndighederne nu er kommet med et konkret mål, vi kan gå efter, siger miljøkonsulent i 3F Palle Larsen.

Virksomhederne vil godt

Selv om det ifølge Palle Larsen er arbejdsgivernes organisationer, som gennem hele forløbet har blokeret for konkrete mål, forventer han, at indstillingen nu vil være ændret, når tiltagene skal føres videre ud i virksomhederne. - Der er lagt op til en bred indsats, og jeg tror egentlig godt, virksomhederne vil være med. De er tæt på de ansatte i hverdagen, og i en tid med mangel på arbejdskraft kan de godt se fornuften i at forebygge skader hos deres ansatte.

Forsinkelse uden betydning

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), og direktør i Arbejdstilsynet Jens Jensen vil ikke udtale sig om konkrete mål, men afviser, at ambitionsniveauet i forslaget er sænket, fordi 2010 er rykket nærmere. - Næsten tværtimod. For i mellemtiden har der sidste sommer været et velfærdsforlig i Folketinget, hvor et bredt politisk flertal har præciseret, at fysisk nedslidning er et meget væsentligt problem. Hvilket kun har forstærket behovet for klare mål, siger Jens Jensen. Forliget betød blandet andet, at Arbejdstilsynet fik flere ansatte til at sætte særligt fokus på det nedslidende arbejde. Samtidig er der etableret en forebyggelsesfond, som med tre milliarder kroner skal støtte projekter, der kan forhindre fysisk og psykisk nedslidning.