Polsk byggefirma har betalt kæmpebod
Den danske hovedentreprenør E. Pihl & Søn har lagt pres på og fået Eurotech til at betale bod på 600.000 kroner til 3F.
Eurotech har arbejdet som underentreprenør for Pihl i forbindelse med opførelsen af Allers nye domicil i København. (Foto: Harry Nielsen.) Det polske byggefirma Eurotech har netop betalt den bod på 600.000 kroner, som Arbejdsretten i august idømte firmaet for omfattende overenskomstbrud og for at have snydt sine polske ansatte. Firmaet fik to uger til at betale boden til 3F, men pengene udeblev. 3F havde derfor igangsat en inkassoforretning for at få hevet de mange penge hjem.
Eurotech har arbejdet som underentreprenør for den store danske entreprenørvirksomhed E. Pihl & Søn i forbindelse med opførelsen af nyt hovedsæde for Aller-koncernen.
Og det er tilsyneladende netop Pihl, der har fået overbevist Eurotech om at betale boden.
- Vi kan ikke leve med det etiske i, at vores underentreprenør ikke betaler, som de skal, og vi kan ikke leve med den dårlige presseomtale, som det giver os. Derfor har vi lagt et solidt pres på Eurotech for at få dem til at betale. Det glæder os derfor rigtig meget, at boden nu er betalt, siger rekrutteringschef i Pihl Ole Munck til Nyhedsbrevet3F.
- Vores grundholdning i Pihl og den gælder også for vores underentreprenører er, at man svarer enhver sit, og det gælder også, hvis man er så uheldig at komme i Arbejdsretten og få en dom, siger han.
Også pres fra polske partnere
Eurotech arbejder ikke længere for Pihl. Når det alligevel er lykkedes for Pihl at kunne presse Eurotech til at betale skyldes ifølge Ole Munck, at to af Pihls andre polske samarbejdspartnere også har presset Eurotech.
- Vi har to andre polske underentreprenører, S-Bud og nu senest Budomex, og de har en form for samarbejde med Eurotech i Polen. Derfor har vi talt med dem om det uacceptable i, at man ikke betaler, som man skal, og det gælder både i forhold til overenskomsten og det gælder, hvis man gennem det fagretslige system bliver idømt en bod. Det er jeg sikker på, at de har forstået, og jeg formoder derfor, at også S-Bud og Budomex har været med til at lægge pres på Eurotech, siger Ole Munck.
3F: Hovedentreprenøren har ansvar
I Byggegruppen i 3F er der tilfredshed med, at boden nu er betalt.
Gruppeformand John Larsen er også glad for at høre, at Pihl har lagt pres på sin nu tidligere underentreprenør.
- Som hovedentreprenør har man et ansvar overfor den danske model, og det ansvar kan man ikke fralægge sig ved at sælge arbejdet videre til en udenlandsk entreprenør. Derfor er det glædeligt, at Pihl har gjort en indsats for at få sin underentreprenør til at betale. Det er samtidig et stærkt signal til andre danske hovedentreprenører, der anvender udenlandske underentreprenører, siger gruppeformanden.
Også Dansk Byggeri er tilfreds med, at boden er betalt og sagen afsluttet.
- Uanset hvad man synes om Arbejdsrettens dom og bodens størrelse, så må man acceptere afgørelserne, og det gælder også udenlandske firmaer. Det har vi i både skrift og tale prøvet at overbevise Eurotech om. Derfor glæder det mig at høre, at pengene er betalt, siger konsulent Søren Lund Hansen fra Dansk Byggeri.
Eurotech var medlem af Dansk Byggeri, men blev slettet i september for ikke at have betalt kontingent.