Nyt overenskomstbrud hos Pihl-entreprenør

E. Pihl & Søns udenlandske underentreprenører er igen taget i at bryde overenskomsten på stort byggeri i Danmark.

Pihls underentreprenør overholder ikke overenskomsten på opførelsen af den nye FN-bygning på Marmormolen i Københavns Nordhavn. (Foto: Harry Nielsen)Pihls underentreprenør overholder ikke overenskomsten på opførelsen af den nye FN-bygning på Marmormolen i Københavns Nordhavn. (Foto: Harry Nielsen)

Den store danske entreprenør Pihl's udenlandske underentreprenører er igen taget i ikke at overholde overenskomsten.

Denne gang er det det polske firma Budomex, som arbejder for Pihl på opførelsen af den nye FN-bygning på Marmormolen i Københavns Nordhavn. Firmaet har ikke indbetalt pensionsbidrag for sine ansatte på byggeriet siden opstarten 1. december. Det har man erkendt på et såkaldt 48-timers møde.

- Det er dybt frustrerende, at vi gang på gang kan tage Pihl's udenlandske entreprenører i ikke at følge overenskomsten, siger faglig sekretær Ebbe Dalgaard fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København.

Allerede på et møde 17. december sidste år havde BJMF mistanke om overenskomstbrud. Det blev dengang aftalt, at Budomex skulle fremlægge en arbejdstidsaftale. Den er endnu ikke sket.

- Jeg synes ærlig talt, at der har været tid nok til at få tingene i orden, siger Ebbe Dalgaard.

Pihl: Gør hvad vi kan

Pihl mener, de har gjort, hvad de kunne, for at også den udenlandske entreprenør har orden i papirerne.

Projektleder på Marmormolen Karsten Matthiesen siger, at Pihl har sikret sig ved, at underentreprenøren er indmeldt i Dansk Byggeri. Desuden er firmaet blevet indregistreret som dansk firma med eget CVR-nummer.

- Der er ingen ond vilje i, at tingene endnu ikke er helt på plads. Det går bare lidt langsomt med at få CPR-numre til medarbejderne og dermed kunne indberette pension til hver enkelt, siger han.

150 ledige betonarbejdere

BJMF forbeholder sig ret til at videreføre sagen med krav om bod.

Ebbe Dalgaard undrer sig i øvrigt over, at det overhovedet er nødvendigt for Pihl at importere polsk arbejdskraft til den store opgave. Han vurderer, at Pihl alene på tre store københavnske byggerier har cirka 150 udenlandske betonarbejdere. Det svarer ret præcist til antallet af arbejdsløse struktører og jord- og betonarbejdere i BJMF.

- Tidligere forsvarede Pihl brugen af udenlandske entreprenører med, at de ikke kunne få dansk arbejdskraft. Det holder ikke i dag, siger han.