Vælgerne kræver dansk løn for dansk arbejde
Måling:
Arbejde i Danmark skal ske til dansk løn. Det synspunkt har klart flertal hos vælgerne fra alle partier. Dog siger 20 procent blandt vælgerne hos Liberal Alliance, at de er uenige. Tjek her vælgernes holdning til løndumping fordelt på partier.
Politikerne gør klogt i at sige nej til løndumping og ja til dansk løn. Den holdning er stærk i vælgerhavet, viser ny måling. (Illustration: Bob Katzenelson) ”Bulgarsk løn, rumænske vilkår og ungarsk arbejdstid”.
Det slogan skal landets partier gå langt uden om, hvis de vil undgå risiko for, at der ryger mandater ved næste valg til Folketinget. Otte ud af ti danske vælgere mener, at arbejde i Danmark skal ske til dansk løn og på danske vilkår. Og synspunktet har klart flertal uanset partivalg.
Det viser en måling, Epinion har lavet for 3F's Transportgruppe og DTL, Dansk Transport & Logistik. Epinion har hentet svar fra 1.474 danskere. Og det er venstrefløjens og Dansk Folkepartis vælgere, der er mest klare i spyttet.
Dansk løn er folkekrav
Her er andelen af dem, der svarer, at de er helt eller overvejende enige i, at for eksempel bulgarske arbejdere skal have dansk løn, når de er på job i Danmark:
- Socialdemokrater: 90 procent.
- Dansk Folkeparti: 86 procent.
- Enhedslisten: 85 procent.
- Konservative: 73 procent.
- Liberal Alliance: 66 procent.
Vælgere, der er uenige eller overvejende uenige, findes især hos Liberal Alliance. Her er hver femte uenig eller overvejende uenig i, at arbejde i Danmark skal ske på danske vilkår. Det samme gælder hos 12 procent af Venstres vælgere. 12 procent af vælgerne er i tvivl. Det svar er mest udbredt hos De Radikale, hvor 20 procent tvivler.
Mindretal i alle partier
Vælgere er i takt, når det gælder spørgsmålet om dansk løn, uanset alder, indkomst, køn og uddannelse. Men der er nuancer.
Politikere, der går ind for bulgarsk løn og rumæske vilkår, skal lede efter vælgere i denne målgruppe: Mænd med uddannelse på bachelorniveau, der bor i Region Syddanmark og stemmer på Liberal Alliance.
Politikere, der siger klart nej til bulgarsk løn i Danmark, har størst genklang i denne gruppe: Kvinder og håndværkere, der bor i Region Nordjylland og stemmer på SF, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.