En politisk dom
Analyse: Regeringen kan blive nødt til at overveje et generelt forbud mod eksklusivaftaler, da Menneskerettighedsdomstolen afgørelse gik videre, end mange havde ventet.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) risikerer, at en lov om forbud mod eksklusivaftaler udløser endnu en sag ved Menneskerettighedsdomstolen. (Tegning: Bob Katzenelson)
Det skal ikke forstås i almindelig partipolitisk højre-venstre forstand, og ingen beskylder heller de 17 medlemmer af domstolens storkammer for at være gået nogens ærinde. Men politisk er dommen, fordi den på én gang kategoriserer eksklusivaftalerne som forældede, og samtidig vægter den individuelle valgfrihed tungere end fagforeningernes mulighed for at varetage deres interesser.
Kun i Danmark og Island
Med til det billede hører, at eksklusivaftaler i klassisk forstand efterhånden kun eksisterer i Danmark og Island. Men domstolen er europæisk og har ikke været specielt lydhør over for argumenterne om de særlige forhold på det danske arbejdsmarked, som i højere grad end i de fleste andre europæiske lande baserer sig på aftaler.
Med til billedet hører også, at artikel 11 i Den Europæiske Menneskeretskonvention, der i første række beskytter retten til at organisere sig, bestemt ikke er specielt klart formuleret, når det gælder retten til at stå uden for en bestemt fagforening – også kaldet "den negative foreningsfrihed".
Den årelange juridiske diskussion har domstolen nu skåret igennem. Og gjort det mere generelt og vidtgående, end de fleste juridiske eksperter havde forestillet sig på forhånd.
Ikke juridisk forpligtet til at følge afgørelse
Når eksklusivaftalerne, som nævnt i indledningen, kun er dødeligt såret, skyldes det, at de kun kan forbydes ved en lov, der er vedtaget i Folketinget.
Faktisk er Danmark ikke juridisk forpligtet til at følge afgørelsen fra Strasbourg, selv om det ville være hidtil uset, hvis det ikke skete.
Den nuværende danske lov om foreningsfrihed, bygger således på en tidligere afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen. Loven tillader eksklusivaftaler, hvis lønmodtageren på forhånd har fået at vide, at medlemskab af en bestemt fagforening er en betingelse.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har allerede meldt ud, at regeringen vil fremsætte et lovforslag, der helt forbyder eksklusivaftalerne. De Radikale er med, mens Socialdemokraterne som udgangspunkt mener, at arbejdsmarkedets parter selv må klare paragrafferne og i hvert vil se lovforslaget, før de tager stilling.
I strid med traktat om fri bevægelighed
Dermed har regeringen endnu en gang brug for stemmerne fra Dansk Folkeparti, og derfra er meldingen, at forbuddet i givet fald skal omfatte hele arbejdsmarkedet – altså også de eksklusivbestemmelser, der gælder for læger, tandlæger, advokater og visse arbejdsgivere.
Dem har Menneskerettighedsdomstolen slet ikke forholdt sig til – det er faktisk tvivlsomt, om den slags eksklusivbestemmelser overhovedet har noget med artiklen om foreningsfrihed at gøre.
Problemet her er nærmere, at det kan være i strid med EU-traktatens krav om fri bevægelighed, at man for eksempel skal være medlem af tandlægeforeningen for at ordne tænder i Danmark.
Men gårsdagens dom er holdt i så generelle vendinger, og med så stærkt tryk på den individuelle frihed, at regeringen alene af den grund kan blive nødt til at overveje et bredere forbud end ét, der kun inddrager LO's hjørne af arbejdsmarkedet.
Om ikke andet for at undgå at få en ny menneskeretssag på halsen.