Eksklusivforbud i flere omgange

Lovforslag om at forbyde eksklusivaftaler på det almindelige arbejdsmarked er klar til lynbehandling i Folketinget. Forslag om de liberale erhverv kommer først senere på året.

LO for længst har erklæret alle eksklusivaftaler for ugyldige. Regeringen har sit lovforslag om ændrede regler klar - men venter til efteråret med forslag om eksklusivaftalerne i de liberale erhverv.LO for længst har erklæret alle eksklusivaftaler for ugyldige. Regeringen har sit lovforslag om ændrede regler klar - men venter til efteråret med forslag om eksklusivaftalerne i de liberale erhverv.

Tre uger og én dag efter den historiske menneskeretsdom om eksklusivaftalerne havde regeringen sit lovforslag klar. Det er tjep ekspedition i de kredse, men som det hedder i bemærkningerne til forslaget, er "en hurtig ikrafttræden påkrævet af hensyn til at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention".

I virkelighedens verden har det dog ingen betydning, idet LO for længst har erklæret alle eksklusivaftaler for ugyldige. Men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har travlt, og han har på forhånd sikret sig, at Dansk Folkeparti har nikket til hans køreplan.

Regeringens faste makker havde - og har - et ultimativt krav om, at eksklusivaftaler også skal forbydes i de liberale erhverv, altså for folk som læger, tandlæger og advokater. Men det står udtrykkeligt i bemærkningerne til det fremsatte lovforslag, at der vil komme selvstændige forslag på de områder senere på året, og det har Dansk Folkeparti stillet sig tilfreds med.

Vidtgående forslag

Med hensyn til det aktuelle lovforslag, slutter høringsrunden i næste uge, men med flertallet på plads vil svarene fra LO, DA og de andre spillere på arbejdsmarkedet næppe flytte noget. Uanset, at regeringen faktisk er gået videre end dommen fra Strasbourg fordrer.

Ifølge dommen er det i strid med menneskeretskonventionen at afskedige en medarbejder, fordi denne er medlem af en bestemt forening eller ikke er medlem af en bestemt forening.

Som en logisk følge vil regeringen også forbyde enhver tilskyndelse til fagforeningsmedlemskab i ansættelsessituationen. Den side nævner menneskeretsdommen ikke noget om, men uden konsekvens i form af en fyringstrussel, ville det være ret indholdsløst. Medarbejderen kunne bare melde sig ud igen dagen efter - eller helt lade være med at melde sig ind.

Regeringen er dog gået endnu et skridt videre, idet den også vil forbyde de fortrinsklausuler, der eksisterer i nogle brancher. Her er der ikke tale om tvang. En arbejdsgiver forpligtes til fortrinsvis at ansætte medarbejdere fra en bestemt fagforening, og i nogle tilfælde er aftalen gensidig, idet medlemmerne af den pågældende fagforening også forpligtes til at søge job hos organiserede arbejdsgivere.

Landbruget som joker

Men som antydet skal det gå mærkeligt til, hvis der ændres noget indholdsmæssigt. Slaget kommer til at stå senere på året, når Folketinget tager fat på eksklusivaftalerne i de liberale erhverv.

Det bliver en vanskelig øvelse rent teknisk, idet det offentlige rent faktisk har fordel af, at læger, tandlæger og advokater skal være organiserede, og de fordele vil man gerne bevare. For eksempel får Advokatrådet sværere ved at øve selvjustits over for branchens brodne kar, hvis ikke alle privatpraktiserende advokater er medlem.

Samtidig vil Socialdemokraterne lægge op til at inddrage de eksklusivaftaler, der eksisterer i landbruget. At man for eksempel er tvunget til at være tilknyttet det lokale planteavlskontor.

Det har regeringen dog tidligere afvist, og denne form for eksklusivaftaler blev så at sige frikendt i den udredning om eksklusivaftaler, embedsmænd fra en række ministerier lavede for godt to år siden. Så også her bliver det op ad bakke for Socialdemokraterne.