3F jagter uligeløn i det offentlige

Der er stadig løngab mellem mænd og kvinder, men der har ikke været kørt en sag om ligeløn de sidste fire år. Nu søger 3F efter egnede sager

3F's offentlige gruppe vil nu igen rejse sager om ligeløn blandt ansatte i stat og kommuner. (Arkivfoto)3F's offentlige gruppe vil nu igen rejse sager om ligeløn blandt ansatte i stat og kommuner. (Arkivfoto)

Forskellen mellem mænd og kvinders løn har været uændret de sidste 20 år inden for det offentlige, og sager om ligeløn er stort set forsvundet. Den sidste blev kørt i 2005, og de seneste ti år har der kun været syv i alt.

Men der er stadig 10 procents forskel på, hvad en kvindelig og mandlig specialarbejder ansat i stat eller kommune gennemsnitligt tjener.

Nu vil formand for den offentlige gruppe i 3F, Ellen K. Lykkegård, rejse ligelønssager igen.

- Der er masser af forklaringer på, hvorfor der er forskel. Men når man tager alle forklaringerne fra, er der stadig en lille kerne, der kun kan forklares med, at den ene ansatte er mand og den anden kvinde. Det vil vi ikke acceptere, siger Ellen K. Lykkegaard.


Nye muligheder

Det er en del af LO's ligelønsstrategi, at der skal gøre noget ved det faktum, at der findes 14-20 procents lønforskel mellem mænd og kvinder.

Professor Ruth Nielsen fra, Copenhagen Business School, CBS, har skrevet en udredning for LO om ligeløn og opfordrer blandt andet til, at der køres flere sager.

- De sidste mange år er de fleste sager om ligeløn blevet droppet, fordi man ikke mente, de kunne holde juridisk, men professor Ruth Nielsen har vist, at der er nye muligheder for at køre sager. Dem må vi afprøve, siger Ellen K. Lykkegård.

Forudsætning for at køre en sag om ligeløn er, at ulighed skal komme fra "samme kilde": Ansatte på samme virksomhed eller på samme overenskomst.

- Man kan rejse en sag mod et sygehus med portører, primært mænd, og rengøringsassistenter, primært kvinder, selvom de er på hver sin overenskomst. Hvis lønnen er forskellig og man kan bevise, at de udfører arbejde af samme værdi, siger Ruth Nielsen.

Hun mener, der er god grund til at køre den slags sager for at afprøve, hvor grænserne går.

Den Offentlige Gruppe i 3F har afsat penge på budgettet til advokater og sendt besked ud i afdelingerne, at man gerne hører om problemer med ligeløn, der egner sig til retssag.