Offentligt ansatte slipper for nedgang i løn

I kommuner og regioner har de ansatte fået “for meget” i løn i forhold til de private. Derfor får de nu en mindre lønstigning i april end aftalt.

Ansatte i regioner og kommuner slipper for at gå ned i løn. Men stigningen i lønnen til april bliver mindre end aftalt. Den bedst mulige løsning, mener Ellen K. Lykkegård, formand for 3F's offentlige gruppe.Ansatte i regioner og kommuner slipper for at gå ned i løn. Men stigningen i lønnen til april bliver mindre end aftalt. Den bedst mulige løsning, mener Ellen K. Lykkegård, formand for 3F's offentlige gruppe.

De går ikke ned i løn. Til gengæld bliver deres lønstigning pr. 1. april 2010 mindre end oprindeligt aftalt.

Sådan er løsningen blevet, efter det tidligere på efteråret stod klart, at ansatte i kommuner og regioner i 2009 steg “for meget” i løn i forhold til de private.

Det skal de betale for på grund af en reguleringsordning. Den sikrer normalt, at de offentlige ansatte ikke sakker bagud med lønnen

Ikke pillet ved andet

Ellen K. Lykkegård, formand for Den offentlige gruppe i 3F, siger, at løsningen er endt, som 3F gerne ville.

- Ud fra omstændighederne er det det mest tilfredsstillende resultat. Det indebærer, at vi kommer til at afdrage på “gælden” allerede nu. Med cirka en tredjedel. Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt. Til gengæld bliver der ikke pillet ved andet i overenskomstperioden, siger Ellen K. Lykkegård.

De resterende to tredjedele af “regningen” skal betales, når de kommunale og regionale overenskomster skal fornyes i 2011.

Ingen hænder op af lommen

Ellen K. Lykkegård medgiver, at det kan virke absurd, at man forhandler et godt resultat hjem i 2008, hvorefter det skal justeres nu på grund af krise i det private.

- Men det er altså et vilkår, når man arbejder på det offentlige område og har en reguleringsordning. Til gengæld har vi andre gange fået ekstra penge uden - lidt populært sagt - at have haft hænderne op af lommen, siger Ellen K. Lykkegård.

- Den her oplevelse er ikke det sammen som at sige, at reguleringsordningen ikke duer til noget. Set over ti år har den helt klart givet os et plus, siger hun.