Bønder værre end pizza-bagere

Landbruget er værre end pizza-bagere, når det gælder brug af illegal arbejdskraft, viser kontrolaktion fra ToldSkat.

- Hvis lovbrud i landbruget skal opdages, er det kun myndighederne, der kan gøre det, siger Morten Fischer-Nielsen forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe til Ugebrevet A4.- Hvis lovbrud i landbruget skal opdages, er det kun myndighederne, der kan gøre det, siger Morten Fischer-Nielsen forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe til Ugebrevet A4.

Bønder bruger endnu mere illegal arbejdskraft end pizza-bagere. Alligevel er der så godt som ingen kontrol, og det til trods for at en vestjysk kontrolaktion sidste sommer viste, at der foregik sort eller illegalt arbejde på hvert fjerde landbrug, og at 14 procent af de ansatte ikke havde arbejds- og opholdstilladelse. Udover de illegale arbejdere, så var der mange udlændinge, der oplyste, at de blot var på feriebesøg. Over halvdelen af tilladelserne til at beskæftige arbejdskraft fra de otte østeuropæiske lande, der kom med i EU 1. maj 2004, er blevet givet til arbejdere i landbruget. Og selv om de fleste sager om illegale arbejdere drejer sig om arbejdere, der er kommet lovligt ind i landet, men fortsætter med at arbejde trods udløb af arbejdstilladelse, så er regeringens stort anlagt Fair Play-aktion målrettet pizzeriaer, restauranter, bagerier og boder i den århusianske indvandrerbazar BazarVest. Fra ToldSkat Vestjylland erkender funktionschef Bent Ove Jeppesen, at myndighederne har været for venlige over for landbruget. - Vi havde ikke forestillet os, at landbruget var på niveau med pizzeriaerne. Normalt har vi opfattet landbruget som et område med orden i sagerne. Derfor har vi i en årrække kørt en neddæmpet profil over for dem. Men nu viser det sig, at vores linje mod landbruget ikke har været berettiget, og derfor agter vi at følge op med nye kontrolaktioner, siger Bent Ove Jeppesen til Ugebrevet A4.

3F: Kun myndighederne kan opdage lovbrud

Kommende kontrolaktioner i landbruget hilses velkommen i 3F. Forhandlingssekretær Morten Fischer-Nielsen i Den Grønne Gruppe, hvor bl.a. de ansatte i landbruget er organiseret, ser den nuværende manglende kontrol som et af de helt store problemer. I 3F mener man, at kun kontrol fra myndighederne kan stoppe brugen af illegal arbejdskraft i landbruget, fordi de ansatte er gemt godt af vejen. - De render jo rundt i lukkede svinestalde bag 500 meter mark. Det hele er privat område, og vi har ikke lov at komme der. Hvis vi alligevel forsøger, bliver vi smidt ud. Hvis lovbrud skal opdages, er det kun myndighederne, der kan gøre det, siger Morten Fischer-Nielsen til Ugebrevet A4.