Tørnæs' mand løj på tv
Jørgen L. Tørnæs siger til TV2, at han gennem en nabo ansatte en 28-årig lette. Men naboen bor 34 km væk, kender ikke Tørnæs og stillingen på Tørnæs' gård var opslået tilbage i august.
Jørgen L. Tørnæs sagde til TV2 Nyhederne fredag morgen, at han gennem en nabo havde ansat den 28-årige lettiske landbrugsmedhjælper. Men naboen bor 34 km væk og kender ikke Tørnæs. (Foto: Scanpix) Janis er en 28-årig mand fra Letland. Han er i dag kommet i klemme i den store bevågenhed, som medierne lægger for dagen, når en ministers mand er kommet på kant med lovgivningen.
I flere omgange har Jarnis været ansat på forskellige landbrugsbedrifter i Danmark. Og ifølge Janis altid med orden i papirerne. Han var derfor glad, da han i august måned sidste år fandt sig et nyt arbejde efter at have søgt en stilling på Internettet.
Siden 1. september har han arbejdet som driftschef på to af Jørgen L. Tørnæs´ svinefarme på Holstebro-egnen. Her produceres ca. 15.000 slagtesvin årligt, men siden i går, da Nyhedsbrevet 3F kunne afsløre, at han hverken har arbejds- eller opholdstilladelse, har Jains fået forbud mod at arbejde af sin arbejdsgiver, Jørgen L. Tørnæs.
Søgte stilling på nettet
Janis var godt klar over, at hans kontrakt med hans tidligere arbejdsgiver i Bøvlingbjerg udløb den 1. september, men han ville gerne blive i landet og henvendte sig derfor til Politiet i Holstebro med henblik på at få udfyldt de nødvendige papirer, så de kunne sendes til Udlændingestyrelsen.
Samtidig havde han hørt gennem en mand, der ifølge Janis kender Jørgen L. Tørnæs, at der muligvis var arbejde at få. Og dét job, var præcist det samme, som han havde søgt på Internettet.
På Tørnæs-familiens svinefarme arbejder han bl.a. sammen med en ukrainer, ligesom der også er ansat en lettisk kvinde på én af de andre gårde, som Tørnæs ejer.
- Jeg forstår ikke, hvorfor det tager så lang tid at behandle min ansøgning i Udlændingestyrelsen, siger Janis, der oplyser, at flere af hans udenlandske venner, der er ansat på landbrugsvirksomheder sjældent skal vente mere end en måned eller to. Janis har hidtil ventet næsten syv måneder på sin ansøgning.
- Mindst én gang om måneden har jeg ringet ind og rykket. Jørgen Tørnæs har flere gange hjulpet mig med at sende dokumenter pr. fax, men Udlændingestyrelsen siger bare at svaret nok skal komme. De har også sagt, at jeg bare kunne fortsætte mit arbejde, og så vente på den endelige tilladelse, siger Janis, der oplyser at han har hilst på Udviklingsminister Ulla Tørnæs et par gange.
Vildledning fra Tørnæs
Fredag morgen blev Jørgen L. Tørnæs interviewet af TV2. Her forklarede han, at han blot ville hjælpe:
- Jeg har en nabo, som har haft en lette ansat og han holder så op med at have griseproduktion og så kommer den unge mand og spørger mig om jeg kan bruge en mand og så ansætter jeg ham pr. 1/9 2004, siger Jørgen L. Tørnæs.
- Problemet er, at han har skiftet arbejdssted og i og med at man skifter arbejdssted, så er det ikke at betragte som almindelig forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse.
Men burde du ikke have undersøgt det inden du ansatte ham?
Det burde jeg helt klart, jeg er rigtig ked af det, det sådan noget man bare ikke må lave, det er rigtigt dumt, siger Jørgen L. Tørnæs til TV2 morgennyhederne.
Men den oplysning er ikke rigtig. Den unge lettes opholds- og arbejdstilladelse udløb nemlig den 1. september 2004. Samme dag, hvor Jørgen L. Tørnæs ansatte ham. Allerede i starten af august var Jarnis klar over, at han behøvede en fornyet tilladelse, og denne ansøgning hjalp Jørgen L. Tørnæs ham med at udfylde og sende til Udlændingestyrelsen.
Langt til naboen
Da Jørgen L. Tørnæs pointerede i TV2 Nyhederne, at han "har en nabo (...)", er det, selv efter jyske forhold, en nabo man ikke lige drikker en kop kaffe med. Den omtalte nabo bor nemlig hele 33,5 kilometer væk, og han kender i øvrigt slet ikke Jørgen L. Tørnæs, oplyser han til Nyhedsbrevet 3F.
Han ønsker ikke at stå frem, men oplyser til Nyhedsbrevet 3F, at han havde haft Janis ansat i godt og vel halvandet år, da han besluttede at overdrage sin svineproduktion til Erling Bech Poulsen, der hører til blandt de største svineproducenter i Danmark. Erling Bech Poulsen er også tidligere medlem af Danske Svineproducenters bestyrelse og er sammen med Jørgen L. Tørnæs aktionær i det danske selskab Polen Invest, der driver det stærkt kritiserede selskab Poldanor. Ifølge Janis har han dog aldrig arbejdet for Erling Bech Poulsen. Dette bekræftes af den omtalte nabo:
- Da Janis var ansat hos mig, var der orden i papirerne. Hans arbejds- og opholdstilladelse udløb den 1. september 2004, siger naboen, der dog erkender at han selv tilbage i midten af 90,erne er blevet dømt for at have ansat illegal arbejdskraft.
- Siden dengang har jeg altid haft orden i papirerne, siger den såkaldte nabo, der oplyser at han aldrig har talt med Jørgen L. Tørnæs.
3f.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jørgen L. Tørnæs fredag formiddag.