Fogh fyrede ikke Tørnæs

Statsministeren vil endnu ikke kommentere sagen mod Ulla Tørnæs' mand. Men han understreger, at reglerne om østeuropæisk arbejdskraft skal overholdes.

Anders Fogh Rasmussen havde ingen fyreseddel til Ulla Tørnæs på dagens pressemøde i Statsministeriet. For statsministeren har endnu ikke læst den redegørelse, som udviklingsministeren har afleveret på hans skrivebord her til formiddag. Sagen handler om Ulla Tørnæs' mand, der er sigtet af politiet i Holstebro for brug af illegal arbejdskraft fra Østeuropa. Statsministeren lagde dog ikke skjul på, at sagen nager ham. - Jeg bryder mig ikke om at få sådan nogle sager. Jeg ville da hellere være dem foruden. Men jeg synes ikke, det er rigtigt at sige mere, før jeg har haft lejlighed til at studere sagen, sagde Anders Fogh Rasmussen på pressemødet.

Klar linje mod brug af illegale

Hele spørgsmålet om østeuropæisk arbejdskraft er ømtåligt for regeringen og kan blive et tema i den kommende kampagne op til afstemningen om EU's forfatningstraktat til september. Derfor understregede statsministeren da også, at sagen vil blive undersøgt grundigt før han beslutter, om den kan koste Ulla Tørnæs jobbet som minister. - Regeringens linje har meget klart været, at der skulle være strenge og klare regler i forbindelse med beskæftigelse af arbejdskraft fra dels de nye EU-lande, men også tredjelande. Derfor er jeg nødt til at behandle denne sag med ordentlighed og grundighed, sagde Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren har nu sat sine embedsmænd til at læse redegørelsen fra Ulla Tørnæs. Derefter vil han selv sætte sig ind i sagen og komme med en udtalelse. Hvornår vides ikke.