Byggefirma snyder polakker for millioner
26 polske bygningsarbejdere har fået at vide, at pengekassen hos firmaet De Glade Håndværkere er tom, og at firmaet lukker. Fagforeningen opgør kravet til mindst fem millioner kroner.
Faglig sekretær i BJMF Carsten Bansholm (th) i samtale med et par af de i alt 26 polske arbejdere fra De Glade Håndværkere. (Privatfoto) Sidst 26 polske bygningsarbejdere ansat i det danske byggefirma De Glade Håndværkere A/S fik udbetalt løn, var i begyndelsen af november sidste år.
Fem ugers arbejde uden løn samt forud for det et halvt år med grov underbetaling i forhold til overenskomsten betyder et samlet krav mod virksomheden på godt fem millioner kroner.
Sådan ser regnestykket ud ifølge Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, der præsenterer kravet for virksomheden i dag, tirsdag.
Fagforeningen har, siden de polske arbejdere henvendte sig i sidste uge, samlet dokumentation for underbetaling og andre overenskomstbrud.
- Der er brug for langt mere tid til at skabe et helt præcist overblik, men der er ingen tvivl om, at der er sket grov underbetaling og stribevis af andre overenskomstbrud, siger faglig sekretær Carsten Bansholm, der sammen med kollega Jacob Scavenius arbejder på højtryk med sagen.
- Alene på det grundlag vi har nu, lyder kravet på mindst 4,8 millioner kroner i manglende løn, feriepenge, søgnehelligdagbetaling, pension og betaling for feriefridage i forhold til den overenskomst, som firmaet indgik med fagforeningen i april 2006. Medregnet i dette krav er ikke husleje og et administrationsbidrag til fagforeningen, så der er ikke tvivl om, at det samlede krav bliver på mere end fem millioner kroner, siger han.
50 kroner i timen
De polske arbejdere har, siden de på forskellige tidspunkter i løbet af 2006 er kommet til Danmark for at arbejde for De Glade Håndværkere, fundet sig i kun at få en del af deres overenskomstmæssige løn udbetalt. Indtil midt i september har de kun fået udbetalt 50 kroner pr. time, hvor overenskomsten sikrer dem 170 kroner i timen.
- Vi fik at vide, at differencen var skat, sociale afgifter og husleje, fortæller en af de 26 arbejdere, der alle bor i en villa i Lyngby, de har lejet af firmaet.
Fra september til først i november har folkene fået udbetalt 90 kroner i timen, hvorefter lønudbetalingerne ophørte.
- Da vi kom tilbage efter jule- og nytårsferie og henvendte os for at få vores løn, fik vi at vide, at pengekassen er tom, og at firmaet lukker, fortæller de.
De Glade Håndværkeres administrerende direktør, Bo Grønne, oplyser overfor Nyhedsbrevet3F, at han af bestyrelsen er fritstillet, og at han ikke må udtale sig til pressen. Han vil derfor hverken be- eller afkræfte, at firmaet er trådt i betalingsstandsning.
Brud på Østaftalen
De Glade Håndværkere er af Udlændingeservice forhåndsgodkendt til at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Det kræver, at de udenlandske lønmodtagere arbejder på overenskomst.
- Så dette er endnu et eksempel på brud på Østaftalen, men det er ikke det, der er vores fokus i øjeblikket. Nu handler det om at sikre de polske arbejdere den løn, som de skulle have haft, siger Jacob Scavenius.
Bo Grønne har tidligere været ejer af et enkeltmandsfirma, der også hed De Glade Håndværkere. Firmaet blev i Arbejdsretten i 2006 idømt en bod på 20.000 kroner for manglende overholdelse af overenskomsten.