3F politianmelder polsk fupfirma

3F Aalborg politianmelder det polske firma ESL Lesne Produkty for at omgå udstationeringsdirektivet. Firmaet var omdrejningspunkt for samråd folketinget, der sår tvivl om tolkning af udstationering.

 Polakkerne, der blev sendt til Danmark, havde aldrig før beskæftiget sig med at klippe pyntegrønt eller nogen sinde havde udført arbejde for det pågældende firma i Polen. (Arkivfoto.) Polakkerne, der blev sendt til Danmark, havde aldrig før beskæftiget sig med at klippe pyntegrønt eller nogen sinde havde udført arbejde for det pågældende firma i Polen. (Arkivfoto.)

3F Aalborg politianmeldte onsdag det polske firma ESL Lesne Produkty for omgåelse af udstationeringsdirektivet.

Det sker som konsekvens af dagens samråd i Miljø- og Planlægningsudvalget, hvor miljøminister Connie Hedegaard (K) var indkaldt af Bjarne Laustsen (S) for at redegøre for, hvad myndighederne har gjort for at undersøge, om det polske firma, der i ugerne op til jul sendte 40-60 polakker op i de nordjyske statsskove for at klippe pyntegrønt, levede op til de danske løn- og arbejdsforhold.

- En politianmeldelse er den eneste måde, hvorpå vi kan få undersøgt, om det er lovligt via udstationeringsdirektivet at sende en spinkel skolelærerinde fra Polen til Danmark og sige, at hun er inden for pyntegrøntbranchen, sagde formanden for Den Grønne Gruppe i 3F Aalborg, Allan Busk, efter samrådet.

Han henviser til, at de polakker, der blev sendt til Danmark, aldrig før havde beskæftiget sig med at klippe pyntegrønt eller nogen sinde havde udført arbejde for det pågældende firma i Polen.

Konstrueret til lejligheden

Men Connie Hedegaard forklarede til samrådet, at Udlændingeservice har anlagt en bredere fortolkning af begrebet "fast beskæftigelse" efter en principiel EF-dom fra januar 2006, og derfor vurderede Udlændingeservice i den pågældende sag fra Nordjylland ikke, at det kunne påvises, at det polske firma havde omgået udstationeringsreglerne.

Blandt andet derfor stoppede Nordjyllands Politi i begyndelsen af januar efterforskningen i sagen.

- Men jeg kan som minister ikke gå ind og have nogen mening om, hvorvidt politiet skulle have fortsat en efterforskning, understregede Connie Hedegaard på samrådet.

Socialdemokraten Bjarne Laustsen mente til gengæld, at den "brede" fortolkning fra Udlændingeservice var konstrueret til lejligheden.

- Jeg tror ikke på den fortolkning, men nu må vi jo prøve at få den kørt ved domstolene. Jeg tror, fortolkningen er tilpasset efter, at de danske myndigheder - Skov- og Naturstyrelsen - i den pågældende sag ikke skal komme i klemme. Det havde set helt anderledes ud, hvis det havde været en privat virksomhed, sagde Bjarne Laustsen efter samrådet.

Kan ikke gardere sig 100 procent

Miljøministeren forklarede generelt, at Skov- og Naturstyrelsen, som solgte pyntegrønt til det polske firma, ifølge hendes opfattelse handlede hurtigt og resolut i sagen ved at ophæve kontrakten med firmaet, så snart der var mistanke om uregelmæssigheder.

Ministeren understregede, at Arbejdstilsynet desuden greb hurtigt ind i sagen, ligesom hun opsummerede, at myndighederne ikke kunne have gjort mere, og at man aldrig kan gardere sig 100 procent imod firmaer, der vil fuppe og svindle.

Skov- og Naturstyrelsen har lært meget af denne sag og vil være mere opmærksom og striks i sin indgåelse af kontrakter fremover, ligesom styrelsen har redegjort for sine erfaringer med sagen i forligskredsen bag Østaftalen, forklarede Connie Hedegaard.

Hvad er rigtigt og forkert

På samrådet blev der generelt sået tvivl om, hvorvidt det polske firma kom til Danmark på udstationeringsdirektivet, ligesom blandt andre arbejdsmarkedsordfører og stedfortrædende i udvalget Jens Vibjerg (V) pointerede, at "firmaer, der prøver at komme ind via ustationeringsdirektivet, ofte er arme og ben-virksomheder, som det kan være svært at få de oplysninger fra, man har brug for".

- Vi må have klarhed om, hvad der er ustationering, og hvad der ikke er. På samrådet i dag kunne man høre, at end ikke politikerne ved, hvad der er rigtigt og forkert. Der er i den grad behov for, at man kan straffe firmaer, der overtræder ustationeringsdirektivet i Danmark, og det kan kun gå for langsomt, sagde 3F-formand Allan Busk efter samrådet.