Ledighed stiger stadig
- Imens sover regeringen stadig i timen, mener 3F-formand, efter at nye ledighedstal viser fortsat stigning i arbejdsløsheden
3F's formand Poul Erik Skov Christensen er ikke glad for de seneste tal fra Danmarks Statistik. (Foto: Harry Nielsen) - Regeringen har sovet i timen og er stort set ikke til at vække igen.
3F's formand Poul Erik Skov Christensen er ikke glad for de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser at ledigheden i december steg med 1.500 personer og nu har rundet 121.000 personer. Det svarer til en ledighed på 4,3 procent.
- Det er lige før, man skal være glad, når ledigheden ikke er steget med 4.000-5.000 personer på en måned. Men det er jo i virkeligheden grotesk. Realiteten er, at tæller man også de ledige med, som er sendt i aktivering, og de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, ja, så står over 150.000 mennesker og mangler et arbejde, siger han.
Kommer luntende bagfra
Beskæftigelsesministeren har bebudet en række initiativer i foråret, blandt andet mod den voksende gruppe af langtidsledige.
- Det er, som om regeringen konstant kommer luntende bagefter, når ulykken er sket, i stedet for at være på forkant og forsøge at forhindre, at det bliver værre. Vores holdning er som hidtil, at når vores medlemmer alligevel skal spilde tiden på at være ledige, så giv dem da bedre muligheder og vilkår for at uddanne sig og bruge tiden mere fornuftigt, så de kan få et arbejde, når krisen er ovre igen, understreger 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen.