Danskerne: Krisen langt fra slut
Mere end hver fjerde dansker forventer, at ledigheden vil stige i 2012.
Der er flere danskere med forventninger om stigende ledighed end tro på bedre tider i 2012. (Arkivfoto) Fyringer og krise er langt fra slut. Sådan lyder dommen fra en stor del af danskerne ifølge en ny undersøgelse fra AnalyseDanmark.
Blandt de knap 1.000 adspurgte mener mere end hver fjerde ligefrem, at ledigheden vil stige det kommende år.
Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejdsbevægelsen Erhvervsråd (AE), forstår danskernes manglende tiltro til markedet. Men han maner samtidig til besindighed.
- Det kan godt blive op ad bakke, men vores prognoser går lige nu på, at ledigheden vil være nogenlunde på samme niveau om et år, siger han.
Skal vende negativ spiral
Ifølge Frederik I. Pedersen er regeringens vækstpakke i den forbindelse en vigtig faktor. AE-rådet har tidligere skønnet, at planen giver arbejde til 1.300 ekstra i 3F'ernes brancher.
- Den negative spiral er ved at være stoppet, og for ikke at falde tilbage i den forkerte retning skal vi have skabt nye arbejdspladser. Det har vi tiltro til, at vækstpakken kan gøre, siger Frederik I. Pedersen.
Han påpeger dog, at det hurtigt kan gå den forkerte vej, hvis gældskrisen i Sydeuropa eskalerer, så virksomhederne bliver mere forsigtige.
3F'erne frygter øget ledighed
Blandt 3F'erne er forventningerne til fremtiden mere dystre end hos befolkningen generelt. Hver tredje 3F'er tror, at ledigheden vil stige, mens kun hver sjette tror på bedre tider. Det viser en undersøgelse blandt 1.000 3F'ere fra Fagbladets webpanel.
Det er der en god grund til, fortæller cheføkonom i 3F Anita Vium:
- Mange af vores medlemmer har allerede gået ledig i en kortere eller længere periode. Så deres personlige erfaringer fortæller dem, at risikoen er stor for at blive fyret, så længe vi ikke er ude af krisen, siger Anita Vium.