Sådan undgår du at blive forkølet
Vi er netop nu på vej ind i den dødirriterende sæson for nys, snot og røde næser. Læs her, hvordan du undgår at blive smittet og smitte dine kollegaer med forkølelse.
Efteråret er sæson for røde næser, febervarme pander og hosten. Hvis du vil undgå at ligge syg, så sørg for at vaske dine hænder ofte, bevæg dig og få masser af dagslys. (Foto: Colourbox) Gode kollegaer, sund livsstil og masser af sollys. Det er nogle af ingredienserne til at undgå den tilbagevendende forkølelse.
Vi smittes alle sammen to til tre gange om året med en forkølelsesvirus, så det er svært at slippe udenom. Men her giver læge og foredragsholder Jerk W. Langer fem gode råd til at give forkølelsen det røde kort, mens du er på arbejde.
5 råd til at bekæmpe virus
1. Vask hænder
- Det er det absolut vigtigste. Forkølelse smitter især ved, at man rør ved et eller andet med forkølelsesvirus på og man derefter tager hånden op til munden eller øjet. Så vask hænderne ofte og ikke mindst efter, man har været i kontakt med noget, som andre også rør ved, som eksempelvis dørhåndtag, fotokopieringsmaskiner og fælles keyboards.
2. Få masser af dagslys
- Dagslys er vigtig, fordi det er med til at danne d-vitamin i vores hud. Og det, ved vi, er uhyre vigtigt for vores immunforsvar og dermed modstandskraft over for forkølelse. Og her er kontorlys ikke nok. Så brug lidt af frokostpausen på at gå udenfor.
3. Rør dig på jobbet
- Det er vigtigt for immunforsvaret, at vi er i bevægelse hele tiden. Derfor skal man bruge det på sit job. Det er alt fra at tage trappen i stedet for elevatoren, gå ind til nabokontoret i stedet for at sende en mail og i det hele taget tænke mere bevægelse ind i sin dagligdag.
4. Tænk over, hvad du spiser
- Immunforsvaret har brug for råstoffer, og dem får vi fra vores mad. Så et rigtigt godt tip er, at man, inden man møder på arbejdet, spiser morgenmad. Det er meget tydeligt, at folk der spiser morgenmad, resten af dagen vil spise sundere og spise mindre. Man undgår dermed ulvehunger, hvor man forfalder til at spise noget usundt.
5. Vær ven med dine kollegaer
- Man skal bruge tid sammen med sine kollegaer. Al forskning viser, at det at have nære kollegaer og nære venner, som man kan dele glæder og sorger med og føler sig tryg ved, styrker ens immunforsvar. Derfor er det vigtigere at spise frokost sammen, også selv om én er forkølet, end at holde sig for sig selv. Det handler om arbejdsglæde.