Pasningsgaranti nærmer sig en løgn
Socialdemokraterne vil ligesom 3F have institutionernes lukkedage væk. Støtte fra både S og SF til forbundets ti bud om bedre familie- og arbejdsliv.
Børnefamilien kæmper blandt andet med økonomi, og ufleksible åbningstider i blandt andet daginstitutioner og hos lægen. (Arkivfoto). Det går ikke, at kommunale besparelser i vuggestuer og børnehaver skal bestemme, hvornår folk på arbejdsmarkedet ikke skal passe deres arbejde.
Det siger Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen til Nyhedsbrevet 3F.
S vil derfor ligesom 3F af med lukkedagene i dagpleje, vuggestuer og børnehaver, fordi de er et kæmpeproblem for mange familier.
- Institutionerne holder lukket op til to-tre uger, og ofte er det ikke koordineret dagtilbuddene imellem, hvis man har flere børn. I mine øjne kan regeringen simpelthen ikke - på grund af de mange lukkedage - blive ved med at fastholde, at der er pasningsgaranti, siger Mette Frederiksen, der ser en dejlig samklang i 3F's i alt ti bud på en god familie- og arbejdslivspolitik og partiets eget udspil "Børn" fra november 2006.
Sygdom er det største problem
For Mette Frederiksen er det allerstørste problem børns sygdom.
- Vores børn er meget syge i dag, og så må forældrene enten bruge fridage eller ringe og pjække sig syge. Vi vil derfor helt overordnet nedbringe antallet af de små børns sygedage med 20 procent, og så synes jeg, vi har det absolut bedste forslag med hensyn til pasning af syge børn. Ubrugte dage fra den fleksible barselsorlov "veksles" til et omsorgsklippekort, der følger barnet. Det vil derfor både kunne blive passet af forældre, bedste- og papforældre. Men der er jo desværre ikke noget flertal for forslaget, pointerer Mette Frederiksen.
Hun ser ikke noget problem i, om barns sygedage er overenskomst- eller lovstof.
- De rettigheder, der er i overenskomsterne på dette område, er ikke nok. Jeg er ikke i tvivl om, at løsningen findes i en blanding af aftaler og lovgivning, og arbejdsmarkedets parter og politikerne har da før løst problemer i fællesskab - eksempelvis barselslovgivningen.
S planlægger flere familieudspil her i foråret, men Mette Frederiksen vil ikke løfte sløret for hvad.
Befriende udmelding
Også SF's familieordfører Pernille Frahm bakker op 3F's forslag op.
- Det er fantastisk befriende, at forbundet tager fat ved nældens rod og fastholder, at det vil koste penge at forbedre børnefamiliernes vilkår. Lukkedage i institutionerne, besparelser på daginstitutioner og skoler er med til at forringe familiernes vilkår og børnenes udviklingsmuligheder, siger Pernille Frahm.
Regeringens holdning
Regeringen nedsatte for godt et år siden Familie- og Arbejdslivskommissionen, der skal finde løsninger for børnefamilierne.
Rapporten blev udsat for ikke at skabe støj på linjen i forbindelse med OK-forhandlingerne. Men 9. maj præsenteres kommissionens anbefalinger, der ventes med spænding, fordi regeringen kræver, at rådene ikke må koste noget.