Lukkedage koster hver fjerde 3F'er problemer

Arbejdsgiverne skal ikke kun kritisere det offentliges institutionspolitik. De skylder selv familierne en god familiepolitik, siger 3F's næstformand.

Lukkedage er værst for familierne, der bruger dagpleje, for her er der i forhold til 2006 forsvundet tre årlige pasningsdage. Børnehaverne har to flere lukkedage, mens det er status quo for vuggestuerne. (Arkivfoto)Lukkedage er værst for familierne, der bruger dagpleje, for her er der i forhold til 2006 forsvundet tre årlige pasningsdage. Børnehaverne har to flere lukkedage, mens det er status quo for vuggestuerne. (Arkivfoto)

Småbørnsfamilierne i Danmark må finde alternative pasningsløsninger stadig flere dage om året. Værst ser det ud for familierne, der bruger dagpleje, for her er der i forhold til 2006 forsvundet tre årlige pasningsdage. Børnehaverne har to flere lukkedage, mens det er status quo for vuggestuerne.

Det viser en ny undersøgelse fra Familie- og Forbrugerministeriet. Tallene er gennemsnitlige for hele landet, men der er et meget stort spænd imellem de forskellige kommuners årlige antal åbningsdage. Nogle kommuner har åbent langt flere dage end andre, viser ministeriets opgørelse.

3F'erne udtrykker i en stor undersøgelse, som Forbundet har lavet, utilfredshed med det stigende antal lukkedage. Cirka en fjerdedel af deltagerne i undersøgelsen udpeger lukkedagene som et kæmpestort problem i forhold til arbejdet.
Og holder tendensen fremover, vil problemerne jo blive værre for de familier, der har svært ved at få regnestykket job og børnepasning til at gå op, siger 3F's næstformand Jane Korczak.
- De stadigt flere lukkedage rammer en gruppe som 3F'erne meget hårdt, fordi de ikke har den fleksibilitet i form af for eksempel hjemmearbejdspladser, som gør det muligt for andre erhvervsgrupper at klare situationen, når børnenes institution har lukket.

Gribe i egen barm

Arbejdsgiverne kalder lukkedagene et uacceptabelt problem. Konsulent Berit Kjær Petersen fra Dansk Arbejdsgiverforening har direkte udtalt, at man i regeringens kvalitetsreform må kigge på, om lukkedagene hæmmer forældrenes mulighed for at arbejde. I givet fald bør lukkedagene afskaffes, mener DA-konsulenten.

Jane Korczak er enig, når arbejdsgiverne påpeger problemet med lukkedagene. Men de kunne efter hendes mening dog godt gribe i egen barm i stedet for ensidigt at angribe det offentlige.

- Arbejdsgiverne burde selv tænke lidt mere i en god familiepolitik, siger Jane Korczak, der længe - og forgæves - har efterlyst det virkeligt gode eksempel på en arbejdsplads, hvor man på en god og velfungerende måde tager hensyn til, at de fleste ansatte også har en familie at tage hensyn til.