3F-skepsis overfor forsøg med frikommuner

Ni kommuner skal eksperimentere med at få ledige i job. Men forsøget møder skepsis flere steder i landet.

Vejle og Fredericia er to af de ni kommuner, der bliver frikommuner fra 2012. (Arkiv)Vejle og Fredericia er to af de ni kommuner, der bliver frikommuner fra 2012. (Arkiv)

Ni kommuner blev torsdag udpeget som frikommuner, der, fri for snærende bånd og regler, får lov til at lave forsøg med blandt andet at få ledige i job. På beskæftigelsesområdet har de mange kommuner, der bød sig til som frikommuner, især ønsket at slippe for styring af, hvordan de tilrettelægger indsatsen, men i stedet blive målt på resultater.

Men forsøget møder skepsis fra 3F flere steder i landet. Blandt andet fra 3F-formand Martin Jensen i Vejle, der selv er medlem af byrådet.

- Jeg var ikke til stede, da det blev behandlet, men havde jeg været det, havde jeg stemt nej. Jeg er bange for, at det er et blændværk, siger Martin Jensen.

Han frygter blandt andet, at kommunen ikke reelt vil få den frihed, der er nødvendig, at der ikke følger penge med og at forsøget i sig selv vil medføre mere bureaukrati.

- Nu vil jeg selvfølgelig gå konstruktivt ind i det, og jeg håber, at vi kan skabe nogle bedre resultater. Men jeg er skeptisk, siger Martin Jensen.

Jobgaranti og frivilligt arbejde

I Fredericia planlægger kommunen at indføre en jobgaranti. "I Fredericia har vi ingen ledige - der er beskæftigelsesgaranti for alle, der er i stand til at have et arbejde", lyder det blandt andet. Samtidig vil kommunen arbejde med, at frivillige skal overtage opgaver, der tidligere lå i kommunen.

3F-formand Bo Petersen, Fredericia:

- Det er selvfølgelig tiltalende at slippe for bureaukrati. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre. Min bekymring er, hvad der kommer i stedet. Hvis det bliver sådan, at alle ledige skal samles hver morgen på jobcentret, så arbejdsgiverne kan komme og plukke i dem, så er det ikke min kop the. Eller hvis man forestiller sig, at frivillige skal overtage arbejde på områder, der er dækket af lønarbejde, så er det også noget skidt, siger han.