Udliciteringer giver nedslidning
Rengøringsfirmaer underbyder sig selv for at beholde opgaver. Resultatet bliver nedslidte medarbejdere.
Samvittighedsfulde medarbejdere knokler for at der skal være lige så rent, som der plejer, selvom de har fået mindre tid til opgaverne. - De kan ikke hænge samvittigheden på knagen, siger Joan Bech Jensen fra 3F. (Arkivfoto) De gentagne udbudsrunder af rengøringen i det offentlige ender i flere tilfælde af nedslidning.
Det frygter Joan Bech Jensen, formanden for 3F i Sønderborg, hvor kommunen i øjeblikket er ved at forberede en ny udbudsrunde.
- Sidste gang, rengøringen blev sendt i udbud, lavede kommunens egne rengøringsassistenter et tilbud, hvor de skulle rende lidt hurtigere. Nu skal det udbydes igen, og så bliver tempoet selvfølgelig skruet endnu mere op for at få prisen længere ned. Det er skruen uden ende, siger Joan Bech Jensen.
Vil ikke klandres
Samtidig peger hun på erfaringerne fra rengøringen på Sønderborg Sygehus, der blev sendt i udbud af regionen og ISS vandt.
Medarbejderne er de samme, der har gjort rent der i mange år, nu blot for ISS.
- Vi siger til dem, de skal lade være, men de gør det nøjagtigt som de plejer, bare endnu hurtigere og uden pustepauser. De kan ikke hænge samvittigheden på knagerækken og vil ikke klandres for, at der ikke er ordentligt rent, selvom de ikke selv har sat tempoet og ikke kan holde til det, siger Joan Bech Jensen.
To gange og så er det slut
I Sønderborg Kommune, der forbereder det nye udbud kan direktør Jørgen Eriksen godt se en ende på besparelserne ved at udlicitere.
- Jeg tror, man kan udbyde den samme opgave en til to gange og spare, og så er det slut, hvis man skal holde kvaliteten.