3F: En lille sejr for universitetsrengøringen
På to af tre fakulteter på Københavns Universitet forbliver rengøringen pr. 1. januar i offentligt regi. Kun på Amager skal rengøringen udliciteres, og det kalder 3F "en lille sejr".
Forslaget om udlicitering af skolerengøringen i Odense blev blandt andet droppet, fordi to medlemmer af Børne- og Ungeudvalget fra SF og S skiftede mening. (Arkivfoto) Pr. 1. januar 2009 skal rengøringen på Københavns Universitets afdeling på Amager (KUA) udføres af Forenede Rengøring A/S, mens rengøringen i Indre By samt på det Naturvidenskabelige Fakultet forbliver i offentligt regi.
Det er resultatet af den udbudsrunde, der er blevet offentliggjort for de berørte rengøringsassistenter.
En lille sejr, kalder næstformand i 3F Industri og Service, Joan Jensen resultatet. Afdelingen og tillidsrepræsentanter har ønsket at beholde rengøringen i eget regi, og det er altså delvist lykkedes.
- Vi er altid kede af det, når der går noget fra det offentlige. Vi har hele tiden prøvet at beholde det i eget regi. Men der er gået lidt politik i det, blandt andet fordi en vis procentdel af statens områder nu skal i udbud, siger Joan Jensen.
Det offentlige må tage det besværlige
Hun glæder sig selvfølgelig over, at de to områder - Indre By og Naturvidenskab - forbliver i eget regi.
- Men det er også områder, der er gamle, nedslidte og ufremkommelige at gøre rent. Så vi har lidt den smag i munden, at man fra privat side har vurderet, at man ikke kunne tjene penge herpå. Man tager kun "det nemme", og så må det offentlige tage det besværlige, siger Joan Jensen.
3F var for en måneds tid siden ude at kritisere hele den måde, hvorpå udbudsrunden er foregået på. Fra Universitetets side havde man pålagt fakulteterne, at 25 procent af timelønnen for rengøringspersonalet skulle gå til administrative omkostninger. Et tal, der var unaturligt højt, mente 3F.
3F ankede - og fik medhold. Og fik en ny gennemregning sat i værk, så omkostningerne - den såkaldte "overhead" - blev halveret.
Tåler ikke flere stramninger
Joan Jensen tror da også på, at man nok skal klare de to områder uden problemer nu. Men der er et men:
- Strammer man til enten økonomisk eller ud fra ideologiske synspunkter, så er jeg ikke sikker på, man kan blive ved med at beholde det i eget regi. Tillidsrepræsentanterne og rengøringsassistenterne skal have æren for, at skruen stadig holdes oven vande, siger Joan Jensen
101 rengøringsassistenter kan fortsætte i deres job i statsligt regi, mens 37 rengøringsassistenter fra KUA pr. 1. januar altså får ny arbejdsgiver og overgår til Forenede Rengøring i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven.
Det betyder, at de beholder deres løn- og arbejdsvilkår ifølge den statslige overenskomst, indtil denne udløber i 2011. Eventuelt nyansatte efter 1. januar kommer dog ind under Forenede Rengørings overenskomst med SBA, ServiceBranchens Arbejdsgiverforening.
Opgaven løber for de næste tre år med mulighed for ét års forlængelse.