3F: Holbæk Kommune blæser på rengøringsassistenter
Holbæk Kommune er i fuld gang med at udlicitere rengøringen uden at inddrage rengøringsassistenterne. Dermed bryder kommunen alle aftaler om, at de ansatte skal høres, lyder 3F's anklage.
Medarbejderne i Holbæk er ikke blevet inddraget i planerne om at udlicitere rengøringen, lyder 3F's kritik. Arkivfoto (Arkivfoto.) Holbæk Kommune har planer om at udlicitere rengøringen på skoler, institutioner og kontorer. Men rengøringsassistenterne i kommunen har intet fået at vide. Der er ellers klare regler for, at medarbejderne skal inddrages, hvis der er planer om at ændre arbejdsforholdene.
- Vi føler i den grad, at kommunen ser bort fra os. Vi ved fra andre kommuner, at udlicitering betyder, at vi skal til at løbe hurtigere. Det vil føre til større sygefravær og dårligere psykisk arbejdsmiljø, siger Susanne Skaaning. Hun er supplerende tillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne på Jyderup Skole i Holbæk Kommune.
Faglig sekretær i 3F Holbæk-Odsherred Klaus Rokkedal mener, at Holbæk Kommune har brudt overenskomsten mellem KL og 3F for rengøringsassistenter samt MED-aftalen, som skal sikre kommunalt ansatte medindflydelse.
Udbud for enhver pris
Kommunen har allerede ansat to rengøringskoordinatorer, selvom det indtil videre kun er økonomiudvalget og ikke byrådet, der har taget stilling til udliciteringen. I stillingsopslaget står, at de skal stå for ”gennemførelse af rengøringsudbud.”
- Udbuddet er sat i værk af embedsværket bag om ryggen på alt og alle, også kommunens politikere, siger Klaus Rokkedal.
Han er bekymret for, hvad udliciteringen vil betyde for rengøringsassistenternes arbejdsvilkår.
- Det virker som om, at embedsværket bare vil have udbud for enhver pris. Det er simpelthen en svinsk måde at behandle folk på, siger Klaus Rokkedal.
Direktør afviser anklage
Direktør for teknik, miljø og kultur i Holbæk Kommune Anders Asmind afviser 3F's syn på sagen. Han forklarer, at Økonomiudvalget på et møde den 12. januar udelukkende besluttede at arbejde hen imod en udlicitering. Og at der blev holdt møde i Hovedmedudvalget kort efter. Derudover bliver den endelige beslutning om udlicitering først taget 30. marts.
- Hvis vi som embedsmænd var gået i gang med at undersøge mulighederne for udbud, uden at politikerne havde taget stilling til det, ville vi have haft et stort problem, siger Anders Asmind.
Han oplyser, at politikerne stadig kan stemme imod udliciteringen, og at ansættelsen af de to rengøringskonsulenter så bliver annulleret.
Sagen er på mødedagsordenen i Hovedmedudvalget den 23. marts.