Udbud i Billund skal gå om

Beslutningen om at udlicitere den roste Park- og Vej-afdeling i Grindsted skal gå om. To byrådsmedlemmer har krævet sagen op igen efter kritik fra 3F og medarbejderne.

Billund Kommunes beslutning om at udlicitere den veldrevne Park- og Vej-afdeling i Grindsted skal nu gå om.Billund Kommunes beslutning om at udlicitere den veldrevne Park- og Vej-afdeling i Grindsted skal nu gå om.

Billund Kommunes beslutning om at udlicitere den veldrevne Park- og Vej-afdeling i Grindsted skal nu gå om.

To medlemmer af økonomiudvalget, Venstres Jørgen Clement og Gitte Ottosen fra Socialdemokraterne, har krævet at få sagen op i byrådet igen.

Det sker efter opråb fra 3F og medarbejderne, der i den seneste tid har kritiseret, at de ikke er blevet hørt forud for beslutningen.

- Årsagen er, at vi er blevet opmærksomme på, at de gældende aftaler ikke er overholdt. Og det skal de naturligvis. Også for at beholde et godt samarbejdsklima, forklarer Jørgen Clement.


Udbud trods roser

Han siger, at han ikke kendte til de regler om for eksempel orientering i MED-udvalget, som ifølge medarbejderne og den lokale 3F-afdeling ikke er overholdt.

- Den slags formalia plejer at være afsluttet, når det når byrådssalen. Men nu må sagen altså gå om, og der må træffes en ny beslutning, siger Jørgen Clement.

Der var ellers masser af roser til Billund Kommunes Vej- og Park-afdeling fra begge sider af salen, da spørgsmålet om udlicitering var på byrådsmødet i slutningen af oktober.

Ikke desto mindre besluttede det borgerlige flertal at sende hele afdelingens arbejde til cirka 45 millioner kroner i udbud.

Det er den beslutning, der nu skal gå om - og de berørte parter skal høres efter de gældende regler.


3F: En lille sejr

Om det vil ændre på Jørgen Clements endelige beslutning i sagen, er dog usikkert.

- Min beslutning om at stemme ja til udbuddet er ideologisk betinget. Men det er klart, at jeg nu må vente og se, hvad der sker, når parterne høres. Ellers er det jo meningsløst at lade sagen gå om, siger han.

At beslutningen nu er bragt tilbage til byrådssalen, glæder den lokale 3F-afdeling.

- Vi er glade for, at vi har haft held til at bremse sagen. Det er da en lille sejr. Nu får vi chancen for at køre proceduren ordentligt igennem og påvirke beslutningsprocessen, siger faglig sekretær i 3F Billund, Beate Steensgaard.