Ministeren lukker øjnene for ligelønsstatistik

Ligestillingsministeren har ringe overblik over, om loven om de kønsopdelte lønstatistikker bruges. Og om den overhovedet duer til noget.

Inger Støjberg mangler overblik over de kønsopdelte lønstatistikker. Onsdag blev hun kaldt til samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg for at besvare kritikken.Inger Støjberg mangler overblik over de kønsopdelte lønstatistikker. Onsdag blev hun kaldt til samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg for at besvare kritikken.

Det sejler godt og grundigt med loven om de kønsopdelte lønstatistikker.

Sådan lyder kritikken, efter Minister for Ligestilling, Inger Støjberg (V), onsdag var kaldt til samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Kun 23 ud af 2000 virksomheder, som opfylder lovbetingelserne, har med sikkerhed lavet de kønsopdelte lønstatistikker. Inger Støjberg ved til gengæld ikke, om resten i stedet laver ligelønsredegørelser - som de skal ifølge loven. Og hun har heller ikke til hensigt at finde ud af det.





Pinligt og skuffende

- Det er dybt problematisk, at ministeren ikke følger op på sin egen lovgivning. I stedet langer hun ud efter oppositionen og skyder skylden på fagbevægelsen. Fagbevægelsen er ellers er kommet med det ene forslag efter det andet for at sikre ligeløn. Det er pinligt for hende, siger ligestillingsordfører i SF, Pernille Vigsø Bagge.

I HK kalder næstformand Mette Kindberg det “skuffende”, at ligestillingsministeren lader stå til. Og samme budskab kommer fra 3F.

- Vi har længe presset på for at få loven forbedret, så den dækker virksomheder helt ned til 10 ansatte. Vi har også foreslået, at loven kom til at dække landbrug, gartneri, skovbrug og fiskeri, som 3F overenskomstdækker. Og vi har ønsket, at loven blev mere synlig, siger Jane Korczak, næstformand i 3F.

Tager den ikke alvorligt

- Men vi kalder den altså ministerens hemmelige lov. For som det er i dag, tager virksomhederne ikke loven om ligeløn alvorligt. Det er dét medansvar, ministeren må tage på sig, siger Jane Korczak.

SF kræver nu blandt andet svar på, hvilke 23 konkrete virksomheder, der har anvendt ligelønsstatistikker. Og hvorfor ministeren ikke vil have ligelønsredegørelserne indberettet, så hun kan finde ud af, om loven overholdes.