Ulighed er ondets rod

3F's formand vil sikre de ufaglærte et sundere helbred og arbejdsliv. Det kræver samarbejde fra arbejdsgivere og politikere.

En ambitiøs plan for bekæmpelse af uligheden var et centralt punkt i Poul Erik Skov Christensens formandsberetning på 3F's kongres i Aalborg. (Foto: Harry Nielsen.)En ambitiøs plan for bekæmpelse af uligheden var et centralt punkt i Poul Erik Skov Christensens formandsberetning på 3F's kongres i Aalborg. (Foto: Harry Nielsen.)

Samfundet vil spare milliarder, arbejdsgiverne vil få en stor del af den arbejdskraft, de skriger efter, og en masse mennesker vil få et bedre helbred og arbejdsliv.

Sådan lyder essensen af den plan mod ulighed, som 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, afleverede på forbundets kongres i Aalborg i sidste uge. En plan, som kræver samspil fra både politikere og arbejdsgivere.

Nyere forskning peger på, at uligheden i sig selv er årsag til, at det er de dårligst uddannede, der er mest syge, går først på pension og dør tidligst.

- Ondets rod er selve uligheden og den hakkeorden, der følger med. Hvis sundhedsskævheden skal mindskes, må arbejdsgivere, politikere og vi som faglige organisationer tage skeen i den anden hånd, sagde 3F-formanden i sin beretning på kongressen.

Halvér de dårlige faktorer

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at arbejdsgiverne på sigt vil få 61.000 flere par hænder at vælge imellem, hvis blot de ufaglærte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som faglærte. Og Poul Erik Skov Christensen kan henvise til, at arbejdsgivere, fagbevægelse og politikere i Norge har indgået en aftale, der forpligter dem til at reducere sygefraværet med 20 procent.

- Vi skal også sætte os nogle håndfaste mål her i Danmark. Lad os inden 2020 halvere antallet af mennesker, der dør før pensionsalderen. Og lad os halvere antallet af lønmodtagere, der tvinges ud af arbejdsmarkedet på grund af sygdom. Gevinsten for samfundet er enorm. Vi kan ikke alene sikre de nødvendige hænder til fremtidens velfærdssamfund, men også den økonomi, der skal til, sagde Poul Erik Skov Christensen på 3F's kongres.

Stort tema om ulighed

Læs fakta og historier om ulighed på 3F's store temasite om ulighed i Danmark.






Alt om kongressen

Alt materiale inkl. tv-dækning fra kongressen findes på det store kongres-site.