Ulovlig dumpingkørsel op i Folketinget

Netto-kædens leverancer foretaget af tyske lastbiler og chauffører vækker opsigt på Christiansborg. Her skal to ministre svare på spørgsmål om ulovlig transport til dumpingpris og eventuel omgåelse af de danske afgiftsregler.

Sagen om de 100 tyske chauffører til lavprislønninger, der kører i tyskindregistrerede lastbiler med varer til Netto-kædens tages nu op i Folketinget. (Arkivfoto.)Sagen om de 100 tyske chauffører til lavprislønninger, der kører i tyskindregistrerede lastbiler med varer til Netto-kædens tages nu op i Folketinget. (Arkivfoto.)

Sagen om de cirka 100 tyske chauffører til lavprislønninger, der kører i tyskindregistrerede lastbiler med varer til Netto-kædens butikker vækker genlyd på Christiansborg.

Her skal transportminister Carina Christensen (K) og skatteminister Kristian Jensen (V) nu svare på spørgsmål om sagen og gøre rede for, hvordan lignende tilfælde kan forhindres i fremtiden.

Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke vil blandt andet vide, om ministrene er enige i, at brugen af tyskere hos Nettos underleverandør KP Logistik er lovlig; om firmaet har omgået det danske afgiftssystem ved at bruge tyske biler, samt om KP Logistik eventuelt har brudt skattereglerne i forbindelse med de tyske ansattes løn i form af skattefri diæter efter tysk ordning.


Overenskomster undergraves

Også SF's arbejdsmarkedspolitiske ordfører Karsten Hønge er gået ind i sagen.

Han hæfter sig ved, at tyskerne, der arbejder for KP Logistik får løn efter tyske aftaler og samtidig oplyser, at de får skattefri diæter efter tyske regler, så deres netto-løn samlet set minder om det en dansk kollega får udbetalt.

- På den måde bliver de danske overenskomster undergravet, Danmark går glip af skatteindtægter og danske vognmænd, der betaler tariffen, udsættes for unfair konkurrence, siger Karsten Hønge.

Han opfordrer chaufførernes fagforening 3F til omgående at melde vognmanden til politiet. Og opfordrer i øvrigt myndighederne til selv at tage affære.

- Tyske biler må gerne køre med gods i Danmark i korte, afgrænsede perioder. Men her sker der konstant brug af tyske biler og tyske chauffører, der arbejder efter tyske regler. Det skal politiet og Skat sætte en stopper for, siger Karsten Hønge.