Kort uddannede lever mere usundt

Afstanden mellem de dårlige og de gode liv vokser. Nok vinder den sunde livsstil frem i alle befolkningsgrupper, men det sker i et lavere tempo blandt de lavt uddannede end blandt de højtuddannede. Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en ny stor undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Blandt andet viser undersøgelsen, at andelen af rygere er faldet mest blandt de højt uddannede, og at andelen af motionister stiger mindst blandt de kort uddannede.
Det betyder en kortere levealder for de kort uddannede, for instituttet har beregnet, at fire af ti dødsfald hænger sammen med usund kost, for lidt motion, rygning eller overvægt. Kun når det gælder indtagelse af alkohol, udmærker de kort uddannede sig ved at have en sundere levevis end de højt uddannede.
Den sociale slagside vækker bekymring hos næstformand i 3F, Jane Korczak:
- Det er katastrofalt for vores medlemmer. Bag tallene er der jo mennesker, som får kortere og dårligere liv. Og det går ikke blot ud over de enkelte, men hele familier, siger hun.
Forskningschef på Socialforskningsinstituttet, Niels Ploug, ser kløften på sundhedsområdet som et symptom på en ny tids fattigdom, hvor en gruppe på 10-20 procent af befolkningen lades i stikken, mens resten af befolkningen lever længere, uddanner sig bedre og får højere indkomster.
- Den generelle velstandsstigning i befolkningen gør, at de dårligst stillede bliver hægtet endnu mere af, siger Niels Ploug.
Læs hele artiklen på adressen http://www.ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/12549/13240/13244/13256/Index.htm?ID=13256