Dårlig ledelse årsag til stress
Alt for mange ledere fokuserer på at skabe resultater, mens de svigter de ledelsesmæssige forpligtelser over for de ansatte. Og de ansatte, der er udsat for inkompetent ledelse på deres arbejdsplads, risikerer at blive ramt af stress og højt sygefravær.
Det fastslår ph.d. Anita Mac fra Roskilde Universitetscenter i en artikel i det seneste nummer af det elektroniske tidsskrift ledelseidag.dk, som Ledernes Hovedorganisation udgiver.
I en ny undersøgelse peger Anita Mac på effekterne af og årsagerne til dårlig ledelse. Hun peger på to primære årsager til, at ledelsesopgaverne ikke bliver tacklet på kvalificeret vis.
Dels savner lederne ofte tilstrækkelig kompetence på det ledelsesfaglige område. Dels mangler mange virksomheder en decideret ledelseskultur.