3F'erne har ikke så ondt i psyken

Det er ikke stress, udbrændthed og depression, der sender 3F'erne på førtidspension. Nedslidning er fortsat den primære årsag til førtidspension.

Ikke psykiske lidelser, men nedslidning topper listen over, at 3F'erne går på førtidspension, viser tal fra Pension Danmark.Ikke psykiske lidelser, men nedslidning topper listen over, at 3F'erne går på førtidspension, viser tal fra Pension Danmark.

Et stigende antal danskere på arbejdsmarkedet ender på førtids- eller invalidepension på grund af psykiske lidelser. Men hos PensionDanmark, der er 3F'ernes største pensionsselskab, har antallet af førtidspensioner tildelt på grund af psykiske lidelser været stabilt gennem de seneste år.

- Vi har ikke oplevet en lignende stigning i andelen af medlemmer, der får udbetalt førtidspension på grund af psykiske lidelser. Andelen har rent faktisk været stabil i perioden 2001-2006, fortæller Peter Jepsen, kommunikationschef i PensionDanmark.

Han oplyser, at 1.500 medlemmer fik tildelt førtidspension i 2006. Hos 13 procent af mændene og 18 procent af kvinderne var årsagen psykiske lidelser. Andelen har stort set været uændret siden 2001.

Ifølge tal fra Politiken har der blandt alle offentlige førtidspensioner tildelt på grund af psykiske lidelser været en stigning fra 32 procent i 2001 til 44 procent i 2006.

En anden arbejdskultur

Finn Kenneth Hansen, konsulent i CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse, mener, at den væsentligste årsag til, at der ikke har været en lignende stigning i psykiske lidelser blandt 3F'erne er, at mange 3F'ere arbejder i produktionsbrancher, hvor man ikke tager arbejdet med hjem.

- Den generelle stigning i psykiske lidelser blandt lønmodtagere, der ender på førtidspension, skyldes især en stigning i psykiske lidelser blandt offentligt ansatte. Disse medarbejdere har ofte med klientarbejde og klientsager at gøre, hvilket kan være svært at lægge fra sig, når man får fri. Desuden er de administrative opgaver for offentligt ansatte også vokset gevaldigt, hvilket øger arbejdspresset, udtaler Finn Kenneth Hansen.

Han peger desuden på, at det kan skyldes en anden arbejdstradition på 3F-arbejdspladser. For eksempel i industrien, der i høj grad er domineret af mænd.

- Mænd er måske ikke så gode til at give udtryk for, hvis de føler sig stresset og presset på jobbet.

Nedslidning topper fortsat

Mens andre pensionsselskaber nu melder om psykiske lidelser som den hyppigste grund til invalide- eller førtidspension, er billedet et andet blandt PensionDanmarks medlemmer. Her topper problemer med bevægeapparatet og nedslidning fortsat listen over årsager til førtidspension.

Sidste år var nedslidning årsagen til tildelt førtidspension hos 41-46 procent af de 1500 medlemmer, der røg på førtidspension.