Ufaglærte er de mest stressede
De ufaglærte er dem, der er mest udsatte for stress på det danske arbejdsmarked, viser en stresstest, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.
Den globale konkurrence og risikoen for yderligere udflytning af danske arbejdspladser er blandt årsagerne til stress blandt ufaglærte. 40 procent af de ufaglærte på det danske arbejdsmarked har så mange stresssymptomer, at der ifølge eksperterne skal gøres noget ved deres problemer. Til sammenligning gælder det kun for 18 procent af lederne. Og problemet er ikke blot stressen. Men også at de ufaglærte er dårlige til at gøre opmærksom på problemet og i stedet finder sig i det. Samtidig er der ikke mange, der interesserer sig for det.
- Det er altid sjovere at snakke om og høre på folk med fine titler og spændende job end at beskæftige sig med en almindelig arbejdsmand eller en kassedame. Jeg bliver hamrende irriteret, hver gang vi skal have ondt af de stakkels, pressede chefer og dem, der sidder og redigerer farvestrålende magasiner og får stress over, at de ikke lige kan finde det rigtige billede. Jo længere man kommer ned i jobhierarkiet, desto værre er stressproblemerne, og det fylder for lidt i debatten, siger Henrik Hansen, miljøkonsulent i de ufaglærtes forbund, 3F, til Ugebrevet A4.
Global konkurrence giver stress
Testpersonerne er et repræsentativt udsnit af danskere aktive på arbejdsmarkedet, som i de seneste fire uger inden undersøgelsen ikke har været sygemeldte eller af andre årsager væk fra deres arbejdsplads. De er ikke blevet spurgt til deres egen oplevelse af stress, men målt i forhold til en række kendte fysiske, psykiske og adfærdsmæssige symptomer på stress.
Stressen skal ses som et resultat af, at den globale konkurrence og risikoen for yderligere udflytning af danske arbejdspladser til lavtlønslande presser arbejdstempoet for de ufaglærte. Samtidig frygter man for konsekvenserne af at klage over sine arbejdsforhold.
Det er lidt folks egen skyld
Det er en af landets førende stressforskere, der står bag stresstesten. Overlæge dr.med. Bo Netterstrøm fra Stressklinikken i Hillerød mener, at LO-arbejdere selv har lidt skyld i, at de er blevet glemt i stressdebatten.
- De snakker om det på en anden måde og kommer ikke frem med deres problemer. De går til læge og får piller mod ondt i hovedet og for højt blodtryk, mens mange fra andre faggrupper tænker, at det her kan der laves om på! Så går de i krig, og så får jeg dem, forklarer Bo Netterstrøm.
A4's undersøgelse peger også på en sammenhæng mellem stress og indflydelsen på eget arbejde. Blandt dem, som slet ikke har indflydelse på eget arbejde, er 58 procent mere stressede, end godt er, mens det gælder 24 procent af dem, der har høj grad af indflydelse på deres egen arbejdssituation.
Bo Netterstrøm advarer dog mod at tro, at manglen på indflydelse i sig selv er stressfremkaldende.