S og SF gør op med mistillid til ledige

Socialdemokraterne og SF vil give a-kasserne mere ansvar, hvis der kommer ny regering. Den vil gøre op med mistillid, bureaukrati og kontrol.

Flere opgaver til a-kasserne og mindre bureaukrati og kontrol med ledige. Det lover S og SF, hvis de kommer i regering. (Arkivfoto)Flere opgaver til a-kasserne og mindre bureaukrati og kontrol med ledige. Det lover S og SF, hvis de kommer i regering. (Arkivfoto)

Socialdemokraterne og SF varsler opgør med meningsløse regler for ledige. Og en ny regering med de to partier vil af med mistillid, bureaukrati og kontrol.

Det lovede den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen og SF's arbejdsmarkedsordfører Ejgil Andersen. Det skete tirsdag, da 3F's a-kasseledere var samlet i Odense til årsmøde.

- I dag oser systemet af mistillid, bureaukrati og kontrol. Det vil vi vende til tillid og værdighed. Selvfølgelig skal der være både rettigheder og pligter i systemet. Men den lave ledighed, vi havde sidste år, var et bevis på, at folk gerne vil arbejde, hvis der er arbejde at få, sagde Carsten Hansen.

Flere opgaver til a-kasser

Eigil Andersen og SF foreslår at lade a-kasserne overtage indsatsen for de ledige i de første ni måneder, de står uden job. Og så vil partiet lave reglerne mindre firkantede, så indsatsen kommer an på den enkeltes behov.

- Systemet i dag er en pølsefabrik med alt for få individuelle hensyn. Hvorfor ikke lade a-kassen vurdere, om en ledig skal søge job, hvis han skal begynde i et arbejde om to eller tre uger. Der bør være større metodefrihed, mente Ejgil Andersen.

Tid kan bruge bedre

3F's a-kasse holder over 100.000 rådighedssamtaler med ledige i år. I en afdeling som 3F Aalborg ventes der 6.000 rådighedssamtaler. Det koster syv en halv medarbejder på fuld tid i afdelingen.

- Vi kunne godt bruge den tid mere fornuftigt, nemlig til de medlemmer, der har brug for vores hjælp, siger a-kasseleder Anders Rasmussen.

Hun fik svar fra Carsten Hansen:

- I dag hopper systemet udelukkende på ét ben, nemlig i jagten på de ledige. Og det kommer vi til at lave om på, forsikrede han.