Nødder er sundt for hjertet
40 gram nødder om dagen mindsker riskoen for hjertekarsygdomme, skriver Hjerteforeningen.
En håndfuld nødder om dagen er godt for hjertet. Studier har vist, at nødder sænker risikoen for at blive ramt af hjertekarsygdom med op mod 35 procent. (Foto: Colourbox) Valnødder, pistacienødder, mandler og hasselnødder. De fås i mange varianter, smager fantastisk, og så er de rent faktisk helbredsfremmende.
En gruppe af kliniske diætister og Hjerteforeningen anbefaler faktisk, at man dagligt indtager 40 gram nødder, hvis man er hjertekar-patient eller i risiko for at blive hjertesyg.
Ifølge Hjerteforeningen har nødder så mange hjertebeskyttende stoffer, at de kan sænke både kolesterolindholdet i blodet og nedsætte risikoen for at få hjertekarsygdom.
Nedsætter kolesteroltallet
En gruppe af kliniske diætister, som til daglig rådgiver hjertekar-patienter, har gennemtrawlet al viden og litteratur om nødder og hjertekarsygdom.
På den baggrund er de nået frem til, at mennesker med risiko for at få hjertekarsygdom, eller folk som allerede er ramt af sygdommen, meget gerne må spise 40 gram nødder om dagen. Det svarer cirka til en håndfuld.
Nødder indeholder vigtige stoffer som umættede fedtsyrer samt kalium, e-vitamin og magnesium.
Flere studier har igennem årene vist, at nødder kan sænke både totalkolesterol og det skadelige LDL-kolesterol. Studier har også vist, at nødder sænker risikoen for at blive ramt af hjertekarsygdom med op mod 35 procent.
Det gode fedt
Selvom nødder indeholder meget fedt, er det de sunde, umættede fedtsyrer, der er mest af i nødder.
Derfor giver diætisterne nu grønt lys for, at hjertekar-patienter med fordel kan spise en håndfuld nødder hver dag.
Vælger du at spise mange nødder, anbefaler Hjerteforeningen dog, at du skærer ned på fødevarer, som indeholder de usunde mættede fedtsyrer. Tilsæt for eksempel valnødder i stedet for fetaost i salat. Og husk, at nødder uden salt og sukker er sundest.