Dagpengene reddet i denne omgang
Finansminister Lars Løkke opgav at ændre dagpengesystemet. - 3F’s indsats har gjort indtryk, mener 3F’s forbundsformand. Nu indkaldes alle partier igen, når finansloven er på plads.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen forklarer konsekvenserne af ændringen af dagpengesystemet ved en af udgangene på Københavns Hovedbanegård. Det var en synligt irriteret og ærgerlig finansminister, der sent fredag eftermiddag sidste uge opgav en reform af dagpengesystemet. En uge før havde regeringen spillet ud med en arbejdsmarkedsplan, der blandt andet ville forkorte dagpengeperioden fra fire til to år.
Men var Lars Løkke Rasmussen irriteret, var 3F’s forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, til gengæld tilfreds. 3F udøvede i ugens løb et massivt pres i form af annoncer, artikler og en storstilet gadeaktion fredag formiddag for at fortælle om regeringens løftebrud og konsekvenserne af de foreslåede stramninger.
- Det er meget tilfredsstillende, at regeringen opgiver at reformere dagpengesystemet. De har hørt vores kritik og har tilsyneladende accepteret, at deres forslag ville virke skævt og ikke øge beskæftigelsen. Jeg er sikker på, at det har gjort indtryk, siger Poul Erik Skov Christensen, forbundsformand for 3F.
Jobplan 2 i støbeskeen
Regeringen indkaldte derefter partierne bag forårets ”jobplan 1” til videre forhandlinger om en ”jobplan 2”. Jobplan 1 var den, der blandt andet betød nedskæringer i mulighederne for at få supplerende dagpenge og en skatterabat til ældre over 64 år, der bliver på arbejdsmarkedet.
Indholdet i ”jobplan 2” var resterne af regeringens arbejdsmarkedsreform, minus ændringer af dagpengene. Det vil blandt andet sige fremrykning af aktivering, ændringer af voksenlærlinge-ordningen, rekruttering af udenlandsk arbejdskraft med mere. Socialdemokraterne var ikke inviteret med i forhandlingerne, der foregik mellem regeringen, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Men onsdag opgav regeringen også de sidste rester fra arbejdsmarkedsplanen, fordi stoffet er omfattet af tidligere forlig med Socialdemokraterne.
Ifølge JyllandsPosten vil regeringen nu først have finansloven på plads, og derefter indkalde alle – også Socialdemokraterne – til nye forhandlinger.