Frontal-angreb på dagpengesystemet

- Regeringens dagpenge-forslag er ensidigt negativt, siger 3F-formand Poul Erik Skov Christensen om forslaget, der er helt uspiseligt for 3F.

- Det er et frontalt angreb på dagpengesystemet, som vi ikke kan leve med. Det er simpelthen håbløst i en situation, hvor vi er midt i en økonomisk krise, mener 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)- Det er et frontalt angreb på dagpengesystemet, som vi ikke kan leve med. Det er simpelthen håbløst i en situation, hvor vi er midt i en økonomisk krise, mener 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)

Regeringens forslag om at skære dagpenge-perioden ned fra fire til to år er helt uspiseligt for 3F. Men det er næsten værre, at regeringen samtidig gør det langt sværere at optjene retten til dagpenge. Det vil lægge pres på arbejdsmarkedet med krav om længere opsigelsesvarsler og større tryghed i ansættelsen, forudser 3F.

- Det er et frontalt angreb på dagpengesystemet, som vi ikke kan leve med. Det er simpelthen håbløst i en situation, hvor vi er midt i en økonomisk krise, mener 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

- Regeringens forslag skaber enorm utryghed blandt lønmodtagerne. Ikke alene frygter mange at blive fyret, men med sine dagpengeforslag truer regeringen lønmodtagerne direkte på deres brød. Det er ufattelig dumt og direkte uansvarligt.

Regeringen spillede fredag ud med sine forslag til arbejdsmarkedsreformer i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Blandt forslagene er at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år - uden at forhøje dagpengesatsen. Det skal også være sværere at optjene retten til dagpenge, ligesom beregningen af dagpengesatsen ændres, så personer med ledighedsperioder vil få færre dagpenge.

- Der er tale om ensidige forringelser på dagpengeområdet. Jeg kan ikke se det anderledes end som en række af meget brutale forringelser, som især vil ramme de svageste på arbejdsmarkedet, der har den dårligste tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Poul Erik Skov Christensen.

Han peger på, at det er afgørende, at dagpengesystemet er attraktivt.

- Dagpengesystemet og a-kasserne er en af hjørnestenene i vores fleksible arbejdsmarked. Det er helt afgørende, at dagpengesystemet er attraktivt for lønmodtagerne, ellers kan konsekvenserne blive helt uoverskuelige, mener han.

- Danmark har måske verdens mest velfungerende og fleksible arbejdsmarked. Regeringens forslag vil stensikkert medføre, at vi ved de kommende overenskomstforhandlinger vil se krav om længere opsigelsesvarsler og større tryghed i ansættelsen. Resultatet er altså mindre fleksibilitet og lavere beskæftigelse - stik imod regeringens beregninger.

Ifølge regeringens egne papirer vil forringelserne på dagpengeområdet øge beskæftigelsen med cirka 15.000 personer.

- Alle er enige om, at den økonomiske krise betyder, at ledigheden vil stige de kommende år, med et overskud af arbejdskraft til følge. Vi mener, at der i stedet bliver mangel på uddannet arbejdskraft men savner forslag, der for alvor kan løfte den udfordring, siger 3F’s forbundsformand.

Efter et kort forhandlingsmøde mandag skal oppositionen nu til regnemaskinerne og præcisere deres ønsker til regeringens forslag. Socialdemokraterne og SF mødes igen med finansminister Lars Løkke Rasmussen på onsdag.