Gratisaviser kan slide bude op
Bladkompagniet skal bruge 300-500 nye bude til at omdele gratisavisen 24timer i Københavnsområdet. En meget svær opgave, erkender direktør.
Bladkompagniet uddeler i forvejen de traditionelle morgenaviser i Københavnsområdet. Gratisavisen 24timer kræver 300-500 ekstra bude. (Foto: Ulrik Jantzen) - Det bliver ikke bare lidt svært. Det bliver meget svært.
Sådan siger Bladkompagniets administrerende direktør, Lars Bjørn Høybye, om den opgave selskabet har fået i opdrag: At omdele den kommende gratisavis 24timer i Københavnsområdet.
- Det er ikke urealistisk, at vi skal bruge 300-500 nye bude, og vi er jo inde en højkonjunktur. Men vi vil slå på, at vi kan tilbyde fuldtidsjob, hvor man kan veksle mellem traditionel avisudbringning og omdeling af gratisaviser, siger han.
Lars Bjørn Høybye understreger, at ingen i længden kan holde til at omdele gratisaviser syv timer hver nat.
- Det vil slide de mennesker op både fysisk og mentalt. Det kan godt være, vi kan skaffe bude til det, men de vil være væk igen i løbet af tre dage, siger han.
Frivilligt
- Vi forhandler i øjeblikket med vores underleverandører, og gør dem opmærksomme på, at de ikke må presse nogen ud af systemet. Det er stadig vores primære opgave at omdele de traditionelle morgenaviser, siger Lars Bjørn Høybye.
Han tror dog, at Bladkompagniet vil være bedre rustet til opgaven end det selskab, der skal stå for distributionen af den konkurrerende Nyhedsavisen.
- Vi står nok med den mindste opgave. Vi startede i 1920 – de andre skal bygge op fra bunden – uden at have erfaring med at drive budkorps om natten, siger Lars Bjørn Høybye.