Svært at skaffe bude til ny gratisavis

Post Danmark får svært ved at skaffe over 1.000 bude til omdeling af ny gratisavis, vurderer 3F. I forvejen har Post Danmark svært ved at rekrutere medarbejdere.

Alene sidste år ansatte Post Danmark 9.000 nye medarbejdere, svarende til mere end en tredjedel af den samlede stab. Den store medarbejderudskiftning er fortsat ind i 2006, og det altoverskyggende problem er at finde lørdagsafløsere.
 (Foto: Harry Nielsen)Alene sidste år ansatte Post Danmark 9.000 nye medarbejdere, svarende til mere end en tredjedel af den samlede stab. Den store medarbejderudskiftning er fortsat ind i 2006, og det altoverskyggende problem er at finde lørdagsafløsere. (Foto: Harry Nielsen)

Et selskab under Post Danmark skal stå for omdelingen af den islandskejede gratisavis, Nyhedsavisen, som fra efteråret vil udkomme i og omkring København, Odense og Århus. Til det formål skal der skaffes over 1.000 bude, og det bliver mere end svært, vurderer Ole Jespersen, som er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe og medarbejdervalgt medlem af Post Danmarks bestyrelse.

- I forvejen har Post Danmark svært ved at rekruttere folk - især i de store byer, hvor man slås med store overarbejdspukler. Først og fremmest kan det blive et problem at skaffe stabile folk. Det lider Bladkompagniet jo også under, siger han.

Alene sidste år ansatte Post Danmark 9.000 nye medarbejdere, svarende til mere end en tredjedel af den samlede stab. Den store medarbejderudskiftning er fortsat ind i 2006, og det altoverskyggende problem er at finde lørdagsafløsere.

Også ud med reklamer

Den nye avis skal udkomme seks dage om ugen, altså også om lørdagen. Oven i skal budene lokkes til at arbejde mellem midnat og klokken syv om morgenen.

- Det hele afhænger vel af, hvor meget man er villig til at give dem i løn, siger Ole Jespersen.

Han understreger, at han også kan se mulige fordele ved oprettelsen af det nye selskab, som ejes i fællesskab af Post Danmark og den islandske koncern bag Nyhedsavisen, 365 Media Scandinavia. På sigt er det planen, at budene også skal udbringe reklamer, ugeaviser og andre adresseløse forsendelser, som i dag fylder i postbudenes tasker.

- Det kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet og gøre indhug i overarbejdet. Men vi skal også være opmærksom på, at vi på den måde flytter dagarbejde til natarbejde, siger Ole Jespersen.