Konfliktvarsel mod ny gratisavis

3F-afdeling vil have ny overenskomst for de bude, der skal omdele Nyhedsavisen. Mulighed for job til flere indvandrere.

I første omgang vil avisen udkomme i Storkøbenhavn, Århus og Odense, og meldingen er, at der skal bruges over 1.000 bude. På sigt er det planen, at budene også skal omdele reklamer, ugeaviser og andet, som i dag fylder i postbudenes tasker. (Foto: Harry Nielsen)I første omgang vil avisen udkomme i Storkøbenhavn, Århus og Odense, og meldingen er, at der skal bruges over 1.000 bude. På sigt er det planen, at budene også skal omdele reklamer, ugeaviser og andet, som i dag fylder i postbudenes tasker. (Foto: Harry Nielsen)

Uanset hvem der fra efteråret skal bruge seks ud af syv ugentlige nætter på at omdele den nye gratisavis, Nyhedsavisen, skal de have en overenskomst. Det mener 3F Lager, Post og Service i København, og afdelingen har derfor varslet konflikt mod det nyoprettede selskab, der skal stå for distributionen.

- Som vi ser det, kan hverken Post Danmarks eller Bladkompagniets overenskomst umiddelbart bruges, da arbejdet ikke direkte kan sammenlignes. Så vi mener, der skal indgås en helt ny aftale, siger afdelingens formand, Bjarne Høpner.

Han understreger, at det er helt normal procedure at sende første strejke- og blokadevarsel mod en nystartet virksomhed.

- Det er et signal om, at vi godt vil snakke med dem. Så der er ikke den store dramatik i det, selv om der nu er gået to uger, uden vi har hørt fra dem, siger Bjarne Høpner.

Ingen bude under 18

Det nye distributionsselskab ejes i fællesskab af Post Danmark og 365 Media Scandinavia, som er den islandske koncern bag Nyhedsavisen.

I første omgang vil avisen udkomme i Storkøbenhavn, Århus og Odense, og meldingen er, at der skal bruges over 1.000 bude. På sigt er det planen, at budene også skal omdele reklamer, ugeaviser og andet, som i dag fylder i postbudenes tasker.

Det, at der udelukkende er tale om adresseløse forsendelser, gør arbejdet specielt sammenlignet med udbringning af post og abonnementsaviser. Desuden bliver der tale om rent natarbejde, og det udelukker ansættelse af unge under 18 år.

Svært at skaffe folk

Det åbne spørgsmål er, hvor medarbejderne skal komme fra. Både Post Danmark og Bladkompagniet har problemer med at rekruttere arbejdskraft - ikke mindst i de store byer og Nordsjælland, hvor avisen skal udkomme.

- Men det skyldes jo primært, at løn- og arbejdsforhold ikke er gode nok. Hvis den side af sagen er i orden, er jeg sikker på, at der folk, der gerne vil dele den nye avis ud, siger Jens Kristian Jensen, der er faglig sekretær i 3F Lager, Post og Service.

Han kunne godt se en mulighed for at få flere indvandrere i arbejde.

- Vi har tidligere lavet integrationsprojekter sammen med Københavns Kommune, og det skulle være buddet herfra, hvis vi blev spurgt, siger han.

Det har ikke været muligt for Nyhedsbrevet 3F at få en kommentar fra Svenn Dam, der er udpeget som direktør i distributionsselskabet. Men ifølge Ritzau er konfliktvarslet fra 3F ikke noget, der får ham til ryste på hånden.

- Vi har ikke en gang et firma endnu, og vi har endnu ikke ansat nogen bude. Så jeg tager ret roligt. Når man starter en ny virksomhed, så får man den type henvendelser fra fagforeningerne. Det er måden, de kommunikerer på, siger Svenn Dam til Rizau.

Mediedirektøren har tidligere fået en lignende henvendelse fra HK. Distributionsselskabet taler nu overenskomst for det administrative personale med HK. Og Svenn Dam vil ligeledes tage en drøftelse med 3F, når der er noget reelt at snakke om, skriver Ritzau.