Voldsom sommer for chauffører
Mindst 16 grove overfald i busser og taxi'er siden 1. april, viser ny opgørelse fra 3F. Volden mod chauffører får igen forbundet til at kræve indgreb fra beskæftigelsesministeren.
Efter 18 år som buschauffør i København blev Per Erik Hansen overfaldet på arbejde. Frygten for igen at møde volden tvang ham til at flytte. Men seks år efter har mareridtet endnu ikke sluppet sit tag i ham. I Fagbladet tidligere på året fortalte han om sine uhyggelige oplevelser. Kølleslag, løse knytnæver og folde- og hobbyknive har sammen med kampesten og trusler ledsaget af spytklatter mødt en række bus- og taxi-chauffører i sommerhalvåret.
Mindst 16 grove overfald er registreret af 3F og chaufførernes landsklubber siden 1. april. Og det bringer den kedelige statistik fra chaufførernes arbejdsliv op på 40 alvorlige og grove overfald siden nytår.
- Og så er der endda kun tale om de episoder, vi har kunnet registrere via anmeldelser fra chauffører og omtale i pressen. Desværre er det langt fra hele billedet, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jan Villadsen.
Den seneste opgørelse over vold og overfald mod chauffører får nu igen 3F på banen med krav om handling fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Minister vil vente til 2008
Ministeren afviste tidligere i år at komme med ny lovgivning og indsats efter 3F's krav om blandt andet video-overvågning i busser og taxier.
Ministeren mener ikke, at der er dokumentation for at en sådan indsats vil virke - og henviste til, at regeringens arbejdsmiljøreform vil modvirke vold og overfald i de kommende år, fordi Arbejdstilsynet er i gang med at screene samtlige virksomheders arbejdsmiljø.
- Virksomheder i taxi- og busbranchen vil være screenet inden udgangen af 2008. Hvis arbejdstilsynet ved screeningen finder problemer i virksomhedens arbejdsmiljø, udtages virksomheden til et mere gennemgribende tilsyn. Det gælder også for virksomheder i taxi- og busbranchen, lød det det fra Claus Hjort Frederiksen i maj.
Dokumentation for indsats
3F finder det helt uforståeligt, at beskæftigelsesministeren vil vente til 2008 med at sætte en eventuel indsats på skinner omkring vold mod chauffører.
- Det har længe været et kendt problem. Og hvis tendensen fortsætter vil yderligere mindst 240 chauffører møde volden på arbejdet i de kommende tre år, siger Jan Villadsen.
Han påpeger, at beskæftigelsesministeren og andre interesserede ikke behøver at vente til 2008 på at danne et overblik over, hvorvidt forskellige løsninger virker.
I Sverige viser erfaringer fra Taxi Göteborg, at antallet af tilfælde, hvor føreren har aktiveret nødalarmen i vognen, er næsten halveret, siden kameraerne blev monteret i sommeren 2003.
Det skyldes blandt andet, at visse kriminelle typer fravælger at køre med selskabets biler på grund af risikoen for at blive fotograferet. Og at chaufførerne føler sig mere trygge og dermed er bedre til at håndtere konfliktsituationer. Samme erfaringer er gjort i Holland.
Her har Rotterdam Taxi opnået et fald i antallet af røverier mod taxichauffører på 65 procent, efter at der kom kameraer i selskabets vogne.
Gode erfaringer fra Odense
- Men man behøver ikke at tage til udlandet for at dokumentere effekten af overvågning. For nylig kom det frem, at der ikke har været et eneste overfald på chauffører i Odense Taxi, siden man her i efteråret installerede overvågningskameraer i vognene. Og i Vejle har videoovervågning i busserne hjulpet. Derfor burde lovgivningen hurtigt komme plads, siger Jan Villadsen.