Blokade afblæst: Murersjak genansat
Murersjak betragter det som en faglig sejr, at det efter syv ugers blokade er tilbage på byggepladsen med alle krav opfyldt
Murere og murerarbejdsmænd er tilbage på arbejde og i fuld gang med at færdiggøre en del af de i alt 250 rækkehuse, som skal udgøre Hørningparken. Efter syv ugers blokade er der atter fuld gang i opførelsen af 250 rækkehuse i Århus-forstaden Hørning. Årsagen til blokaden er løst, og en halv snes murere og murerarbejdsmænd er tilbage i arbejde.
- Det er vel hvad vi godt kan tillade os at kalde en succeshistorie, siger Arne Knudsen, formand for murerne i Århus og faglig sekretær i 3F Århus Transport Logistik og Byg (TLB).
Blokaden har medført, at murerarbejdet ved boligbyggeriet har ligget stille siden 16. maj, hvor murerentreprenøren ETB Totalentreprise gik konkurs. De involverede murere og murerarbejdsmænd har anvendt blokade for at sikre sig deres krav og imod, at andre overtog arbejdet.
Sagen er løst ved at bygherren, Hørningparken Aps ved Niels Albertsen, opretter et byggefirma, som overtager murerarbejdet og ansætter de berørte folk fra det nu konkursramte firma.
- Det ny firma overtager de aftaler, som sjakkene havde med det gamle firma, herunder prisaftalerne. Samtidig betaler selskabet folkene for de syv ugers ventetid, siger faglig sekretær Jakob Larsen fra Århus TLB.
- Hele ideen med blokaden har netop været at få folkene genansat til det pågældende arbejde og sikre deres krav. Det er lykkedes, og derfor er der naturligvis tilfredshed med aftalen.
Det ny byggefirma har allerede tegnet overenskomst med fagforeningen.
Stærkt fagligt sammenhold
De berørte murere og murerarbejdsmænd er meget tilfredse med aftalen.
- Kan vi være andet? Vi har sikret vores krav, fået betaling i de syv uger, vi er gået ledige og har passet på byggepladsen, og så får vi lov til at gøre arbejdet færdigt. Det kan man da godt kalde en sejr, siger Benny Rasmussen, murersvend tilbage på stilladset.
- Der er ingen grund til at hovere, men resultatet er et udtryk for et stærkt fagligt sammenhold, siger han.
Benny Rasmussen er meget tilfreds med, at de nu ansættes i et firma, som ejes af bygherren.
- Det betragter vi som garanti for vores penge, siger han.
Bygherren har undervejs under blokaden i et par tilfælde prøvet at få andre byggefirmaer til at overtage det blokaderamte arbejde. Mødt med fagforeningens krav trak de dog hurtigt følehornene til sig.
Byggeriet er et af Århus' største igangværende boligbyggerier. Det omfatter som nævnt hele 250 rækkehuse. Hovedentreprenør er BG Hørning Byg, der i øvrigt har samme ejer som det konkursramte ETB Totalentreprise.