Arbejdet ligger stille efter dødsulykke

Arbejdstilsynet overvejer retslig tiltale mod entreprenør, efter at polsk arbejder omkom i udgravning ved Århus.

Arbejdstilsynet overvejer retsligt efterspil efter dødsulykken, der kostede polsk arbejder livet. (Arkivfoto)Arbejdstilsynet overvejer retsligt efterspil efter dødsulykken, der kostede polsk arbejder livet. (Arkivfoto)

Udgravningen til kloak til et stort nyt boligbyggeri i Hørning uden for Århus ligger fortsat stille, efter at gravearbejdet torsdag 20. december kostede en 34-årig polsk arbejder livet. Han blev mast ihjel, da en udgravning styrtede sammen omkring ham.

Den polske arbejder var ansat i entreprenørfirmaet Jens R. Jensen, Odder, der udfører jordarbejde på den store byggeplads, hvor der skal opføres godt 260 rækkehuse.

Arbejdstilsynet nedlagde kort efter ulykken mundtligt forbud mod fortsat gravearbejde. Dette forbud er siden fulgt op skriftligt.

- Arbejdet kan derfor ikke genoptages, før der er truffet foranstaltninger til, at arbejdet kan udføres på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, og der har vi givet nogle forslag til, hvordan det kan gøres, men det er entreprenøren, der afgør, hvordan arbejdet skal udføres på en forsvarlig måde, siger centerchef på Arbejdstilsynet Nord- og Midtjylland, Tove Ferm.

Arbejdstilsynet gav også et strakspåbud om instruktion i forbindelse med arbejde i en udgravning.

- Det er altid nødvendigt med instruktion i forbindelse med den slags arbejde, men det er ekstra nødvendigt, når vi har at gøre med arbejdere, som ikke taler dansk, og hvor der er risiko for sprogforbistring.

Endelig gav Arbejdstilsynet påbud om, at der skal anvendes autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved tilsvarende arbejde.

En stor mudderpøl

BAT Århus var blot få timer før ulykken på sikkerhedspatrulje på byggepladsen og konstaterede en "mudderpøl", som faglig sekretær Jakob Larsen, 3F Århus Transport, Logistik og Byg, kalder det.

Han kalder det et meget godt spørgsmål, hvordan arbejdsgiveren har sikret sig, at den polske arbejder og hans landsmænd på pladsen er blevet orienteret om, hvilke sikkerhedsregler der er gældende ved arbejde i en udgravning.

Nyhedsbrevet 3F har forgæves onsdag formiddag forsøgt at få en kommentar fra entreprenør Jens R. Jensen.

Tove Ferm vil ikke svare på, om dødsulykken giver anledning til en retslig tiltale mod arbejdsgiveren for at have forvoldt en medarbejders død.

- Det skal vores jurister nu vurdere, siger hun.

Arbejdstilsynet besøgte i øvrigt byggepladsen mindre end to uger før dødsulykken og konstaterede flere sikkerhedsmæssige mangler.

Ulykke undrer ikke

På byggepladsen undrer det ikke de danske håndværkere, at den lovbefalede plan for sikkerhed og sundhed ikke var til stede, da Arbejdstilsynet besøgte pladsen et par uger før jul.

- Det hele virker nemlig ret planløst. Jeg tror ikke entreprenøren har den store erfaring med at bygge boliger i så stor stil og styre en så stor byggeplads, siger murerarbejdsmand Karl Knudsen, der begyndte på pladsen ugen før jul.

De polske kolleger til den dræbte er fortsat på juleferie i Polen.