Hjælp til stressramte i det offentlige

Ny kampagne skal hjælpe offentligt ansatte med stress. 3F håber, det gavner de ufaglærte, der kan være særligt hårdt ramt.

I de kommende uger får 20.000 offentlige ledere en pakke med materiale om kampagnen "Fra stress til trivsel".  (Arkivfoto.)I de kommende uger får 20.000 offentlige ledere en pakke med materiale om kampagnen "Fra stress til trivsel". (Arkivfoto.)

I de kommende uger får 20.000 offentlige ledere en pakke med materiale om kampagnen "Fra stress til trivsel". Den er udarbejdet af Videncenter for Arbejdsmiljø og er baseret på, at stress rammer den enkelte, men kan løses af fællesskabet, inden den bliver skadelig.

Derfor indeholder pakkerne materiale om forebyggelse af stress og metoder, der kan bruges af alle på arbejdspladsen. At undgå stress skal være en fælles opgave.

I 2007 viste en stor undersøgelse udført for ugebrevet A4, at det ikke alene var lederne, men i højere grad også de ufaglærte, der var særligt hårdt ramt af stress.

Den viste, at 40 procent af de ufaglærte på det danske arbejdsmarked havde så mange stresssymptomer, at der ifølge eksperterne skulle gøres noget ved deres problemer. Det samme gjaldt til sammenligning 18 procent af lederne.

- Det er kendt, at manglende anerkendelse, manglende indflydelse på eget arbejde og stramme tidskrav er vigtige faktorer, der kan udløse stress, og mange af vore medlemmers arbejdssituation er kendetegnet ved alle tre dele, siger arbejdsmiljøkonsulent Palle Larsen, Fagpolitisk Center for Arbejdsliv i 3F.

Ingen må blive glemt

Pengene til kampagnen er afsat som en del af trepartsaftalen, der er indgået mellem regeringen Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, LO, FTF og AC.

Pengene skal hjælpe alle offentligt ansatte, og næstformand i 3F Steen Andersen håber, at lederne vil leve op til deres ledelsesansvar og huske alle faggrupper i kampagnen. 3F organiserer blandt andet 17.000 rengøringsassistenter, 12.000 specialarbejdere/garterne, 6.000 teknisk servicearbejdere inden for det offentlige område.

- Kampagnen skal have effekt der, hvor problemerne er, og ingen må blive glemt, siger han.