Hospitalsrengøring halveret på otte år
100 assistenter på Hvidovre Hospital må i dag klare rengøring, der engang var ansat 222 til.
Da hospitalet i 2000 overgik fra offentlig til privat rengøring, var der 222 ansatte. I dag er der 100 til at gøre rent på hospitalet, der undervejs har udvidet med både sengeetager og inddraget tidligere lagerhuse til scanner-afdelinger. (Arkivfoto.) Hvis man ikke forstår, hvorfor det kniber med rengøringen på landets hospitaler, skal man se på Hvidovre Hospital, der huser landets største fødeafdeling. På otte år er antallet af rengøringsassistenter på Hvidovre Hospital mere end halveret.
Da hospitalet i 2000 overgik fra offentlig til privat rengøring, var der 222 ansatte. I dag er der 100 til at gøre rent på hospitalet, der undervejs har udvidet med både sengeetager og inddraget tidligere lagerhuse til scanner-afdelinger.
Ifølge 3F-tillidsrepræsentant Brian Breyt Basnæs er hverdagen for rengøringen præget af ekstrem stress, jag og kontrol.
- Jeg har hørt om folk, der har sat sig grædende ned, fordi de ikke kunne mere, og så man jo finde ud af, hvordan og hvorledes det hænger sammen. Et minus på over 100 er et eller andet sted et skræmmende tal. Det er lidt, ligesom man siger, at et fodboldhold pludselig kun skal være på fem mand. Men arbejdstakten er jo et generelt problem på alle hospitalerne.
Arbejdstempoet er forskelligt i offentlig og privat rengøring. Men selv om de private skal løbe hurtigere, burde der alligevel være 140 mod de 100, der i dag er på hospitalet.
Svært at nå andet
De rengøringsansatte er i øjeblikket med i et projekt om betydningen af fysisk træning, når man gør rent. En positiv oplevelse for de fleste, men de tre gange tyve minutter om ugen stresser yderligere.
- Det kniber med lysten, når projektet kører i arbejdstiden – samtidig med arbejdsplanen skal holdes. Hvis ikke vi får hjælp fra gruppelederne, er jeg bange for, at folk siger fra, siger Brian Breyt Basnæs.
Hvidovre Hospital er et af de storkøbenhavnske sygehuse, hvor Dansk Standard er i gang med at undersøge rengøringskvaliteten. Efter den foreløbige rapport var 35 rum gennemgået 20. november. Heraf var fire godkendt.
Kontrollen er en yderligere stressfaktor for de ansatte, mener Brian Breyt Basnæs. Hvis et vist antal rum ikke bliver godkendt, falder der nemlig dagbøder til ISS, som har rengøringen.
Kan ikke holde til mere
- Vi har mange henvendelser fra folk på hospitalet, som ikke kan holde til mere, og der er også en del arbejdsskader imellem, siger Anja Lewerk-Huusen, faglig sekretær i 3F Storkøbenhavn Nordvest.
- En halvering af personalet er drastisk, men det er typisk det, der sker, når rengøringen går fra offentlig til privat. Mange af de gamle, fra dengang de var offentligt ansatte, er holdt op. Af de lister, vi får fra hospitalet nu, kan vi også se stor udskiftning blandt de nye.
Brian Breyt Basnæs oplyser, at ISS har forbedret instruktionen af nyansatte. Blandt andet med mere viden om hygiejne. Men med 10-15 forskellige nationaliteter i rengøringsstaben er det en stor sproglig udfordring.