Minister må forklare elevsnyd hos godsejer

En række elever er blevet snydt hos godsejer Gorm Lokdam. Alligevel kan han fortsat uddanne elever. Det skal undervisningsminister Bertel Haarder nu forklare.

Godsejeren Gorm Lokdam har tabt en række sager om elevsnyd. Alligevel kan han fortsætte med at uddanne elever på sine slotshoteller. Det er faldet S og DF for brystet. (Foto: Michael Koch/Nordjyske)Godsejeren Gorm Lokdam har tabt en række sager om elevsnyd. Alligevel kan han fortsætte med at uddanne elever på sine slotshoteller. Det er faldet S og DF for brystet. (Foto: Michael Koch/Nordjyske)

Godsejer Gorm Lokdam har snydt kokke- og tjenerelever på stribe. Alligevel kan han fortsat stå for at uddanne elever. Brud på overenskomsten giver ikke mulighed for at tage retten til at uddanne fra en arbejdsgiver.

Det vækker stor undren hos Dansk Folkeparti, som kræver handling fra undervisningsminister Bertel Haarder (V):

- Jamen, det er jo helt vildt, at man igen og igen kan tabe faglige sager og så alligevel fortsatte med at kunne tage elever ind, siger partiets uddannelsesordfører Marlene Harpsøe.

Rystende

Hun har fuld forståelse for, at en arbejdsgiver kan bryde reglerne en enkelt gang på grund af en misforståelse:

- Men når man taber 11 faglige sager, så ligner det udnyttelse af unge mennesker. Især fordi en elev typisk er ung og derfor måske ikke ved, hvordan reglerne er skruet sammen, siger Marlene Harpsøe.

Socialdemokraterne er helt enige. Partiet har allerede krævet en forklaring af ministeren.

S: Helt vildt

- Det er helt vildt, at et fagligt udvalg ikke kan frakende virksomheder deres ret til lærepladser, når de er blevet dømt for ikke at overholde overenskomsten, siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S).

- Her har vi oven i købet en virksomhed, der er blevet dømt adskillige gange i Tvistighedsnævnet, og som er helt ligeglad med dommen, uddyber hun.

Gorm Lokdam står bag fem slotshoteller i Danmark. Nyhedsbrevet 3F har afdækket, at han har tabt 11 faglige sager. Derudover er der indgået forlig i tre andre sager om snyd. Regningen i sagerne løb i alt op i 342.562 kroner. 11 af sagerne handlede om elever.